Kasper Asgreen nærmer sig kontraktudløb: Dette hold viser interesse i danskeren
Af: Nicolai Busekist
|
25/04/2024 09:55
Mest læste i dag
På det seneste har der været tvivl om Kasper Asgreens fremtid, hvilket skyldes, at hans kontrakt med Soudal Quick-Step udløber efter denne sæson.
Får han ikke en ny kontrakt hos det belgiske cykelhold, er han derfor nødt til at se sig om efter en ny arbejdsgiver. Skulle det ende med at blive aktuelt, ser han ud til at have flere muligheder at vælge mellem.
For et par uger siden blev det rapporteret, at Uno-X skulle have et godt øje til Asgreen. Nu viser det sig, at de ikke er ene om interessen. Derfor kan den 29-årige cykelrytter potentielt vælge og vrage mellem flere tilbud.
Ifølge GCN har Cofidis-holdchef Cedric Vasseur bekræftet, at holdet har interesse i at hente Asgreen. Han er dog ikke den eneste rytter hos Quick-Step, som de holder øje med. Tilsyneladende har de også et godt øje til Georg Zimmermann og Julian Alaphilippe.
Asgreen har været en del af Soudal Quick-Step siden 2018, men efter denne sæson kan det potentielt være slut. Hvis det bliver aktuelt, kan et skifte til enten Cofidis eller Uno-X derfor ligge i kortene for danskeren.
Vasseur bekræfter, at han rigtig gerne vil arbejde sammen med Alaphilippe. Til trods for dette, er der endnu ikke blevet åbnet seriøse forhandlinger med den dobbelte verdensmester.
Selvom Alaphilippe tidligere har bevist, at han er en af sportens helt store stjerner, så vil Vasseur have bevis for, at han stadig kan præstere. Han bruger Peter Sagans to år hos TotalEnergies som eksempel på en situation, han ikke vil ende i.
"Vi kender alle situationen med Peter Sagan og TotalEnergies, og vi ønsker ikke at gøre det med en anden. Det er derfor, at vi ikke vil gøre det for hurtigt med Julian," siger han.
"Jeg respekterer ham virkelig. Hvis jeg starter en forhandling med ham, betyder det, at vi ønsker at tage det helt til slut (af hans karriere, red.). Jeg ønsker ikke, at han ved at køre hos os mister tid."
På grund af deres budget, har Cofidis et krav om, at Alaphilippe er i stand til at levere mindst 2.000 UCI-point om året. På nuværende tidspunkt virker det ikke realistisk, da han i 2022 og 2023 tilsammen har skrabet 1.600 point sammen, skriver Feltet.