Lagde du mærke til det? Her er Tadej Pogacar millimeter fra at blive kørt over af sin egen holdbil
Af: Emil Martesen
|
14/04/2025 19:17
Mest læste i dag
Det var ikke bare regnen og de infernalske brosten, der gjorde Paris-Roubaix til et ragnarok af en søndag.
Selv verdensmesteren Tadej Pogačar var tæt på at gøre katastrofen til en realitet, ikke af en konkurrent, men af sin egen holdbil. Ja, du læste rigtigt.
Sloveneren var nær ved at blive mejet ned af sit eget team midt i et desperat forsøg på at få lidt næring om bord.
Efter flere kilometer med anspændte ansigtsudtryk og ivrige blikke bagud mod støttebilen, lykkedes det endelig Pogačar at få kontakt, men det blev et møde af den uheldige slags.
En lille flaske blev væltet, bilen kom for tæt på, og pludselig kyssede Pogačar nærmest siden af bilen. Heldigvis undgik han at vælte, men det var lige før, det hele røg i grøften.
Kommentator Carlton Kirby fra TNT Sports lagde heller ikke skjul på, at han var rystet:
"Det var så farligt, det viser, hvor tom han er. Herregud, en smule næring... det var et meget meget farligt øjeblik", lød det fra ham ifølge mediet road.cc.
Robbie McEwen stemte i og kaldte det "den farligste del af dagen for Tadej Pogačar".
Men hvis nogen troede, at verdensmesteren var færdig for dagen, tog de grueligt fejl.
Få minutter senere satte han turboen til og splittede feltet på klassisk Pogačar-manér. Kun Van der Poel kunne følge med – indtil brostenene og uheldene atter tog over.
Blodbad på brostenene
Paris-Roubaix skånede som altid ingen.
Mads Pedersen fik punktering i det værst tænkelige øjeblik, og et styrt skilte Pogačar fra Van der Poel, der tog sin tredje sejr i træk. Hollænderen fik i øvrigt en flaske i ansigtet kastet fra publikum - fordi hvorfor ikke føje lidt ekstra galskab til løbet?
Jasper Philipsen, Alexander Kristoff, Edward Theuns og mange flere måtte en tur i asfalten.
Selv en soigneur på afveje var tæt på at sende Davide Ballerini i hegnet.
Paris-Roubaix? Jo tak. Det var som at være til rockkoncert i modvind, og Pogačar slap med livet i behold. Lige med nød og næppe.
Du kan se Tadej Pogacar og holdbilen være millimeter fra sammenstødet herunder: