Mads Pedersen har forladt Schweiz: Er flyttet til nyt skatteparadis

Af: Nicolai Busekist

|

03/08/2024 08:39

Cykling
Foto: Bob Cullinan / Shutterstock.com
Mads Pedersen har ikke længere bopæl i Schweiz, selvom det kun er et par år siden, at han fyttede til landet.

Mest læste i dag

Hvis man vil have de bedste vilkår for at træne som cykelrytter, er Danmark ikke det rette sted. Derfor er der også flere danske cykelryttere, der har valgt at forlade landet. Det er blandt andet tilfældet for Mads Pedersen, Mattias Skjelmose og senest også Jonas Vingegaard.

Mads Pedersen besluttede sig for at forlade Danmark tilbage i 2022, hvor han og hustruen, Lisette Pedersen, flyttede til Schweiz. Selvom det kun er et par år siden, er de allerede rykket videre til et nyt paradis.

I dag har parret bopæl i Monaco, hvor en lang række andre professionelle cykelryttere også bor. Det er blandt andet tilfældet for Tadej Pogacar, der i år vandt Tour de France i overlegen stil.  Med flytningen til Monaco, har Mads Pedersen naturligvis nogle helt særlige muligheder for at træne.

"Jeg skal ikke klage. Det er meget op og ned i forhold til, hvad jeg har været vant til, så det er selvfølgelig lidt anderledes. Jeg har i hvert fald lært at holde mere af at køre opad," siger han til Ekstra Bladet.

Han fortæller også, at det også 'går meget op og ned' i Schweiz, men det er alligevel noget andet i området omkring Monaco. Selvom det ikke er hans force at køre i bjergene, er han alligevel glad for at kunne køre rundt i området omkring Monaco og Nice.

Den danske cykelrytter er dog ikke meget for at uddybe, hvorfor han er flyttet til Monaco eller generelt at tale om livet i det kendte skatteparadis.

"Jeg synes, at vi skal tale OL og ikke, hvor jeg bor henne," lyder det fra Mads Pedersen.

Lørdag skal han i aktion ved OL i Paris, hvor han bliver betragtet som en af favoritterne til linjeløbet. Det bliver dog svært at vinde, da han er oppe imod store navne som Mathieu van der Poel, Remco Evenepoel og Wout van Aert.