Af: Nicolai Busekist
|
20/09/2024 08:00
Mest læste i dag
Hvis Danmark skal vinde en medalje ved VM i år, kan det meget vel være Mattias Skjelmose, der skal stå for at vinde den. Derfor var det også rigtig dårlige nyheder, da det kom frem, at han var styrtet under Luxembourg Rundt.
At det tilmed betød, at han også var nødt til at trække sig, gjorde det bestemt ikke bedre. Det var nemlig med til at skabe stor tvivl om, hvorvidt han egentlig ville være klar til at trække i den rød-hvide trikot ved VM i Schweiz.
Derfor var det en nyhed, der fik mange til at holde vejret. Den danske Lidl-Trek-stjerne er nemlig det helt store danske håb til VM. Heldigvis blev der meldt gode nyheder ud et par timer senere, hvor holdet oplyste, at VM ikke så ud til at være i fare.
"Mattias udgik af Tour of Luxembourg efter et styrt. Han har sår på albuen, hofte og knæ og var en smule svimmel efter hans styrt," lød det fra Lidl-Trek ifølge B.T.
"Vores holdlæge vil fortsat følge ham, men lige nu er der ingen bekymring om seriøse skader. Hans deltagelse ved VM burde ikke komme i fare."
VM bliver afviklet på søndag, og Skjelmose har selv udtalt, at han ser gode muligheder for at vinde en medalje. I denne forbindelse tøvede han dog ikke med at slå fast, at det er Tadej Pogacar, der er den helt store favorit til at vinde.
Ved VM kan Skjelmose glæde sig over at have selskab af både Mads Pedersen (Lidl-Trek), Mikkel Honoré og Michael Valgren (EF Education-EasyPost) og Magnus Cort (Uno-X Mobility).
Hertil er der også blevet plads til henholdsvis Frederik Wandahl (Red Bull-Bora-hansgrohe), Andreas Kron (Lotto Dstny) og Jakob Fuglsang (Israel-Premier Tech).
Fodbold
Tennis