Mattias Skjelmose tabte tid - men han ser det ikke som et tilbageslag

Af: Nicolai Busekist

|

26/08/2024 11:13

Cykling
Foto: Obatala-photography / Shutterstock.com
Foto: Obatala-photography / Shutterstock.com
Mattias Skjelmose måtte se i øjnene, at han ikke kunne følge med favoritterne på 9. etape af Vuelta a España.

Mest læste i dag

På Alto de Hazallanas var Mattias Skjelmose nødt til at slippe feltet med favoritterne med cirka 27 kilometer til mål. Den danske stjerne endte med at krydse målstregen 5 minutter og 35 sekunder efter Adam Yates, der var første mand over stregen på 9. etape af Vuelta a España.

Det betyder, at Skjelmose også tabte tid i det samlede klassement, hvor han i skrivende stund ligger på en 13.-plads. Mandag er der hviledag, hvorfor stillingen ikke kommer til at ændre sig før tirsdagens etape.

Efter søndagens etape udtalte Skjelmose, at han havde regnet med, at det ville blive en hård etape. Da han stod på toppen af stigningen, kunne han også konstatere, at han fik ret i sin antagelse om dette.

"Det var pissehårdt hele dagen, og det gjorde ondt i benene. Og det var sindssyg varmt, så det var en brutal dag," sagde han til TV 2 Sport.

Til trods for, at han mistede tid og derfor også har tabt en håndfuld placeringer i det samlede klassement, så var han godt tilfreds med sin egen indsats på den hårde etape.

"Det synes jeg ikke. Jeg synes, jeg klarer det ret godt i forhold til mange andre, og i forhold til hvad jeg har gjort i Grand Tours tidligere, så jeg er egentlig fint tilfreds," svarede han, da han blev spurgt om han så resultatet som et tilbageslag.

Etapen fik for alvor testet rytterne, da der var hele tre kategori 1-stigninger på ruten. To gange skulle de op over Alto de Hazallanas, der stiger med 9,6% i snit over 7,1 kilometer.

Det var denne stigning, der endte med at knække den danske Lidl-Trek-rytter, da han skulle over den for anden gang. Efter etapen forklarede han, at det ikke kom som en overraskelse for ham, at han ville blive sat af favoritterne på anden tur op ad Alto de Hazallanas.