Nu slår Tadej Pogacar fast: Det tænkte jeg aldrig på at gøre
Af: Nicolai Busekist
|
21/12/2023 17:00
Mest læste i dag
Det kom som en stor overraskelse for mange, da Tadej Pogacar meddelte, at han skulle køre Giro d'Italia. Det betyder nemlig, at han kun har fem uger til at forberede sig til Tour de France.
Og netop den franske Grand Tour har der også været en tvivl om. Efter lanceringen af ruten til næste års udgave af løbet, var mange sikre på, at han ikke ville stille op.
Faktisk har flere eksperter peget på, at han ville bruge sine kræfter på monumenterne, og dernæst prioritere en af de andre Grand Tours. Men sådan er det ikke blevet, da det er blevet bekræftet, at han stiller til start ved Tour de France.
I denne forbindelse har Pogacar nu afsløret, at det slet ikke har været en del af hans tanker, at han skulle droppe Tour de France. Tværtimod har han hele tiden været indstillet på at skulle køre det franske løb.
"Jeg tænkte aldrig, at jeg skulle skippe Touren. For jeg ved, hvor vigtig Touren er for holdet og for mig selv," siger Tadej Pogacar på holdets træningslejr i den spanske by Altea ifølge GCN.
"Hvis du skipper sommerens løb og kun cykler Giroen, så er det svært at forberede sig til løbene, der ligger senere på sæsonen. Så der var egentlig ikke nogen tvivl omkring beslutningen."
Pogacars løbskalender for 2024 er allerede blevet offentliggjort. Det skete et døgn, inden han mødte pressen på træningslejren. Derfor var den fremmødte presse allerede bekendt med, hvad hans planer for den kommende sæson er.
De helt store udfordringer bliver naturligvis Giro d'Italia og Tour de France. Det er dog ikke de eneste store løb, som han skal prøve kræfter med. Blandt andet skal han også forsøge at forsvare 2023-sejren i Lombardiet Rundt.
Hertil er det også blevet afsløret, at han skal køre både Milano-Sanremo og Liege-Bastogne-Liege. I begge tilfælde kan han forvente stor konkurrence fra ryttere som Mathieu van der Poel og Remco Evenepoel.