Forside Fodbold Cristiano Ronaldo trukket ind i kontrovers om krigen mellem Rusland...

Cristiano Ronaldo trukket ind i kontrovers om krigen mellem Rusland og Ukraine efter undersøgelse af Portugals sponsor

Cristiano Ronaldo trukket ind i kontrovers om krigen mellem Rusland og Ukraine efter undersøgelse af Portugals sponsor
Foto: CHANGAN

Ukrainsk graverjournalistik kobler Ronaldos sponsorbil direkte til russiske droneangreb.

Det kinesiske bilmærke Changan, som i foråret indgik en global sponsoraftale med Portugals fodboldforbund og Cristiano Ronaldo i hovedrollen i reklamerne, får nu sine pickupper brugt af russiske soldater som mobile affyringsramper for angrebsdroner i krigen mod Ukraine.

Det fremgår af en omfattende undersøgelse, som det ukrainske graverjournalistiske medie Slidstvo.Info offentliggjorde 14. oktober. Konklusionen er, at Changans model Hunter dukker op i russisk militærmateriale som platform for såkaldte Geran-droner, en type langtrækkende angrebsdroner, som Rusland dagligt sender mod ukrainske mål.

Sponsoratet blev underskrevet i foråret

Changan Automobile og det portugisiske fodboldforbund (FPF) underskrev den globale strategiske partnerskabsaftale 22. maj 2026 i Lissabon. Med aftalen blev kineserne officiel global partner for Portugals landshold, og kampagnen fik sloganet “Stay in the Game”.

Changans vicepræsident Mi Mengdong forklarede budskabet, da aftalen blev præsenteret.

“I fodbold betyder det at blive ‘i spillet’ total hengivenhed, i hver tackling, hvert sekunds koncentration og hver præcis aflevering. For Changan betyder det løbende investering, vedholdende innovation og at stå fast sammen med vores brugere.”

Reklamefilmen og det tilhørende materiale har siden kørt med Ronaldo og øvrige landsholdsspillere som ansigter udadtil. Hverken 41-årige Ronaldo eller resten af truppen omtales i aftaleteksten, men de optræder i selve kampagnen.

Pickupper identificeret i russisk krigsmateriale

Slidstvo.Infos journalister har gennemgået russisk militær- og propagandamateriale og identificeret Changan Hunter-pickupper i flere optagelser. Mest markant er en video fra juli 2026, offentliggjort af den russiske propagandist Vladimir Solovjov, hvor maskerede soldater monterer eksplosive sprænghoveder på Geran-droner og affyrer dem fra ladet af en kørende Hunter.

Allerede i januar 2025 meddelte den tjetjenske leder Ramzan Kadyrov, at fem pansrede Changan-pickupper var sendt til russiske enheder. Og i marts 2026 offentliggjorde ukrainske dronestyrker video af angreb mod netop Changan Hunter-køretøjer på russisk side af fronten.

472 pickupper på halvandet år

Mens vestlige bilproducenter har forladt det russiske marked efter invasionen i februar 2022, har Changan gjort det modsatte. Ifølge Slidstvo.Infos gennemgang af importdata blev der i 2024 indført 327 Changan Hunter-pickupper til Rusland, og yderligere 145 ankom alene i de første tre måneder af 2025. Næsten alle leverancerne er gået via det 100 procent ejede datterselskab Changan Motors Rus.

En anden kinesisk bilgigant, Chery, trak sig fra Rusland i september 2025. Changan er blevet.

Ved opringninger fra journalister, der udgav sig for russiske kunder, bekræftede en Changan-repræsentant ifølge Slidstvo.Info, at man tidligere havde håndteret den slags handler uden problemer, og at der aktuelt kunne gives rabat. Selskabet har ikke svaret på henvendelser om den militære brug af køretøjerne.

Forbundet henviser til “streng” compliance

Det portugisiske fodboldforbund har over for Slidstvo.Info oplyst, at sponsoraftalen med Changan er indgået efter en streng compliance-proces. Forbundet har endnu ikke meldt ud, om afsløringen får konsekvenser for samarbejdet.

Changan er ikke pålagt vestlige sanktioner, men selskabet indgår i et voksende antal sager, hvor kinesiske virksomheder beskyldes for at understøtte den russiske krigsmaskine med dual-use-produkter.

Ads by MGDK