Af: Nicolai Busekist
|
06/02/2024 19:05
Mest læste i dag
I de seneste sæsoner har Team Visma - Lease a Bike ikke lagt skjul på det faktum, at de har et stort mål om at vinde et monument. Det har de dog ikke haft den store succes med de seneste år.
Det hollandske hold har ikke vundet et monument siden Liège-Bastogne-Liège i 2020. Det håber de på at kunne lave om på i denne sæson.
Det er især Wout van Aert, der er meget ivrig efter at komme til at stå øverst på podiet ved et monument. Han har et særligt stort mål om at vinde Flandern Rundt, da det er et løb, der ligger hans hjerte nært. Derfor har han i sinde at forsøge på det igen i år.
Sidste år var det Tadej Pogacar, der endte med at blive kåret som vinder af løbet. Han stiller dog ikke til start i år, hvilket kan komme til at gøre en stor forskel, lyder det fra sportsdirektør Marijn Zeeman.
"Det gør en stor, stor forskel uden Pogacar. Han var klart den bedste sidste år, og det ville blive utroligt svært at slå ham, hvis han var der," siger han til GCN.
Det betyder dog ikke, at Team Visma - Lease a Bike ikke kan se frem til at få hård konkurrence ved Flandern Rundt. Og det er Zeeman naturligvis godt klar over.
Han ved, at de blandt andet kan se frem til at få hård konkurrence fra en rytter som Mathieu van der Poel. Det har han bevist før, da han har vundet løbet to gange.
"Der er stadig Mathieu van der Poel, som er en super stærk rytter. Han har vundet det to gange. Han er efter min mening den store favorit i disse løb igen. Sidste år var han super god i alle de store løb, som han sigtede efter at være god i. Han kommer til at være god til alle de vigtige øjeblikke i sæsonen, og det gør også vores opgave meget klar. Vi er nødt til at være bedre end sidste år for at slå ham," siger han.
Fodbold
Tennis