Af: Nicolai Busekist
|
14/01/2024 17:00
Mest læste i dag
Thomas Delaney er i denne sæson udlejet til Anderlecht i Belgien, hvorfor han stadig er ejet af Sevilla. Hans aftale med den belgiske klub løber indtil sommer, hvorefter hans fremtid er uvis.
Det kan ikke udelukkes, at han bliver nødt til at pakke flyttekasserne og vende tilbage til Spanien. Omvendt er der også en chance for, at han ender med at blive i Belgien, hvor han er faldet godt til.
Og står det til Jesper Fredberg, der er sportsdirektør i Anderlecht, behøver Delaney ikke at finde flyttekasserne frem. Derimod vil han rigtig gerne beholde ham i næste sæson, hvis det kan lade sig gøre.
"Hvis det var op til mig, ville vi beholde Delaney i Anderlecht næste år, men hans moderklub Sevilla har også noget at sige," siger han i et interview med den belgiske avis Het Nieuwsblad.
Delaney er faldet godt til i Anderlecht, og derfor kan det ikke udelukkes, at han ønsker at blive. Slet ikke, når man tager med i betragtningen, at han aldrig for alvor slog igennem i Sevilla.
Bliver han i den belgiske klub, kan han også glæde sig over at have flere danskere som holdkammerater. Blandt andet er både Kasper Dolberg og Kasper Schmeichel også under kontrakt i Anderlecht.
Og tilsyneladende har Anderlecht faktisk en mulighed for at beholde den danske midtbanespiller. Hvis det skal blive en realitet, kræver det dog, at de er klar til at betale for ham.
Ifølge B.T. har Anderlecht sikret sig en købsoption, der betyder, at de kan købe Thomas Delaney for tre millioner euro. Det svarer til omtrent 22 millioner kroner.
Hvis der er hold i dette, er det i sidste ende Anderlecht selv, der kan beslutte, hvorvidt de vil beholde ham. Det kan dog ikke udelukkes, at de f.eks. vil forsøge at forhandle denne pris ned.
Fodbold
Tennis