Barcelona har besluttet sig: Han skal afløse Xavi

Af: Nicolai Busekist

|

21/02/2024 13:02

Xavi Hernandez har meddelt, at han stopper som træner i FC Barcelona til sommer. Derfor er den spanske klub nødt til at finde en afløser.

Mest læste i dag

FC Barcelona er i fuld gang med deres jagt efter en ny træner, da Xavi Hernandez har meddelt, at han stopper i klubben til sommer. Han har flere gange understreget, at intet kan få ham til at lave om på denne beslutning.

Derfor har der naturligvis været flere trænere kædet sammen med den spanske klub på det seneste. Blandt andet har der været rygter om, at de skulle have et godt øje til Thiago Motta, der i dag er træner i Bologna i Italien.

Desuden står José Mourinho uden kontrakt, og Jürgen Klopp har meddelt, at han stopper som træner i Liverpool til sommer. Derfor har de også været kædet sammen med jobbet i Barcelona, der snart bliver ledigt.

Nu lyder det, at den catalanske klub har besluttet sig for, hvem der skal afløse Xavi til sommer, og det er ingen af de førnævnte kandidater. Derimod har de planer om at gå på rov i Premier League.

Det spanske medie AS skriver, at Barcelona har besluttet, at de vil forsøge at hente Robert De Zerbi. Han er i dag træner i Brighton, hvor han har kontrakt de næste par år. Det betyder, at de er nødt til at købe ham fri af denne kontrakt.

Det kan vise sig at blive svært for den catalanske klub, da han har en frikøbsklausul på 75 millioner kroner. Det er de ikke klar til at betale, hvorfor de håber på at kunne forhandle med den engelske klub.

AS skriver, at der i denne uge har været repræsentanter for Brighton-træneren i Barcelona. Her har de mødtes med den sportslige ledelse i klubben, hvor agendaen har været en mulig ansættelse til sommer.

Barcelona skulle være vilde med De Zerbis spillestil, hvorfor de håber på at kunne bringe ham til La Liga til sommer. Brighton er dog i en god position, når det kommer til forhandlingerne, da hans kontrakt løber frem til sommeren 2026.