Brøndby IF vinder 'Danmarks Bedste Bane': 2.-pladsen vil helt sikkert overraske dig
Af: Jesper Bengtson
|
24/05/2024 10:26
Mest læste i dag
Sidste år overraskede vi Chris Hague, Groundman i Brøndby IF, og resten af hans team med et vaskeægte hattrick som Danmarks Bedste Bane.
I år sætter de endnu en titel ind på kontoen hos de blågule, der kan glæde sig over stor ros og anerkendelse for græstæppet på Brøndby Stadion.
Sådan skriver Spillerforeningen i en pressemeddelelse.
"Vi kan se runde efter runde, sæson efter sæson, at Chris og hans team har formået at sikre kontinuitet og kvalitet på banen i Brøndby. Det er stort set uden udsving, at spillerne giver hybridbanen topkarakter, når de besøger Brøndby Stadion", siger Thomas Lindrup, chef for spillerrådgivning i Spillerforeningen.
"Det er lige præcis den høje standard, som ligaen, tilskuerne, tv-seerne og spillerne fortjener i landets bedste rækker. Det er et af grundvilkårene for et kvalitetsprodukt, at banerne holder et højt niveau året rundt. Og at det kan lykkes, er banen på Brøndby Stadion beviset på", siger han.
Og det glæder Chris Hague, at det arbejde, som han og hans team hver dag gør, også bliver anerkendt af banens vigtigste aktører, spillerne.
"Det er et fantastisk skulderklap at få af spillerne", siger han.
Chris Hague og de øvrige groundsmen på Brøndby Stadion lægger særlig vægt på spillernes feedback i deres arbejde.
"Der findes forskellige banetest, men for en groundsman handler det om at få banen klar til spillerne og få deres feedback", siger Chris, der også får feedback fra udeholdenes spillere.
Viborgs investering i hybridbane har givet afkast
Brøndby Stadion er et bevis på, at det sagtens kan lade sig gøre at have gode græsbaner i Danmark. Energi Viborg Arena er et andet.
Tidligere var banen ofte udskældt – f.eks. i 2020 af daværende cheftræner, Jacob Neestrup.
Men i 2021 valgte Viborg Kommune, der ejer Energi Viborg Arena, at investere 5,5 millioner i banen. Siden anlæggelsen af hybridbanen er kritikken forstummet. I stedet har Viborg FF’s hjemmebane været at finde i spillernes top tre lige siden.
Det er den også i år, hvor hybridbanen på Energi Viborg Arena kun er slået af hybridbanen på Brøndby Stadion.
"En god bane er et spørgsmål om prioritering. Det er et ressourcespørgsmål, men det kræver ikke et Premier League-budget at gøre det til virkelighed. Det er banen på Energi Viborg Arena et bevis på, og forhåbentlig kan det inspirere andre klubber og kommuner", siger Thomas Lindrup.
Kunstbanerne i bunden
Der er ingen overraskelser i toppen, og det er der heller ikke i bunden.
For mens det er fjerde sæson i træk, at underlaget på Brøndby Stadion bliver kåret som Superligaens bedste, er kunstgræsset på Right to Dream Park i Farum for sjette sæson i træk bedømt som ligaens ringeste.
Ligaens anden kunstgræsbane, Jysk Park i Silkeborg, gør sammen med Pro Ventilation Arena i Hvidovre Right to Dream Park selskab i den tunge ende af tabellen.