Bruno Fernandes sender ærlig besked til Rasmus Højlund efter udtalelse

Af: Nicolai Busekist

|

27/12/2023 17:00

Bruno Fernandes er kommet med en ærlig besked til Rasmus Højlund, der tirsdag udtalte sig efter sin første Premier League-scoring.

Mest læste i dag

På trods af, at han scorede fem mål i Champions League, har der været et stort pres på Rasmus Højlund. Det skyldes, at han inden tirsdag havde spillet 14 kampe uden at score i Premier League.

Tirsdag aften var United i aktion mod Aston Villa, hvor de kom bagud med 2-0. Det fik Alejandro Garnacho lavet om på, da han scorede to mål. Også danske Højlund kom på tavlen, da en bold ramte McGinns knæ, hvorefter den 20-årige dansker kunne sparke bolden i nettet.

Det fik naturligvis den unge dansker til at bryde ud i en vild fejring, som hans holdkammerater også deltog i. Få minutter senere blev han skiftet ud, og her modtog han et stående bifald fra publikum.

Efter kampen beskrev Højlund kampen som 'en af de bedste dage i mit liv'. Og det fik Bruno Fernandes til at reagere, da han sagde, at han ikke håber, at det bliver ved med at være den bedste dag i hans liv.

"Vi var selvfølgelig rigtig glade for, at Rasmus fik sit første mål. Men ikke kun på hans vegne. Også for det faktum, at det gjorde stillingen til 3-2, da vi har brug for de tre point. Han skal score mål, og han er ivrig efter at gøre det," lød det fra Fernandes ifølge The Mirror.

"Alt, vi ønsker, er, at vores angribere har selvtillid nok til at score mål. Rasmus ved, at han kommer til at være under pres. Han spiller for en af de største klubber i verden. Han ved, at du som spiller for denne klub får meget opmærksomhed, så det skal man vænne sig til."

"Jeg håber det ikke (at det er den bedste dag i hans liv, red.), for jeg håber, der er mere i vente. Vi har virkelig brug for, at han og enhver angriber på holdet scorer mål."