Bruno Fernandes sender stikpille til Rasmus Højlund: "Han skal..."

Af: Emil Martesen

|

28/04/2025 16:22

Fodbold
Foto: Cesar Ortiz Gonzalez / Shutterstock.com
Foto: Cesar Ortiz Gonzalez / Shutterstock.com
Bruno Fernandes sender en stikpille til Rasmus Højlund.

Mest læste i dag

Det er en gammel dansk traver, at selv en blind høne finder et korn, og søndag eftermiddag lykkedes det endelig for Rasmus Højlund at få netmaskerne til at blafre i Premier League igen.

Med et sidste sekunds mål reddede danskeren Manchester United fra at lide en pinlig skæbne på sydkysten mod Bournemouth.

Men trods jubelscenerne kunne Uniteds anfører, Bruno Fernandes, ikke dy sig for lige at sende en lille stikpille til sin danske holdkammerat.

Højlund som redningsmand

Scoringen i det 96. minut blev afgørende for, at United kunne hive et enkelt point med hjem fra sydkysten.

Bournemouth havde ellers længe set ud til at stjæle sejren, på trods af at de spillede med 10 mand i slutminutterne efter Evanilsons røde kort.

Men Højlund stod det rette sted på rette tidspunkt, og fik styr på Manuel Ugartes afslutning – et vaskeægte dansk kludemål, om man vil.

Men trods den sene redning fik danskeren alligevel en påmindelse fra sin kaptajn om, hvad det egentlig handler om at være angriber hos De Røde Djævle.

Fernandes' klare besked

I et interview med MUTV lagde Fernandes ikke fingrene imellem:

"Angribere handler om at score mål, og det ved vi alle. Han kender ansvaret for at være Uniteds nr. 9, og han skal score mål. Det er kravet fra en klub som denne, ikke kun for ham, men for alle andre."

Fernandes var dog ikke helt uden humor og understregede også sin glæde:

"Alle er meget glade for at se en angriber score, og forhåbentlig vil det give ham et lille skub til, hvad der kommer," sagde han med et glimt i øjet.

Højlunds hårde sæson

Den 23-årige dansker har haft en sæson, hvor målene ikke ligefrem er faldet som modne æbler.

Blot fire gange har han nettet i Premier League denne sæson, og samlet set står han med ni mål og fire assists i hele 46 kampe. Tallene afspejler Uniteds generelle problemer med målscoringen, hvor klubben kun har scoret 39 mål i 34 ligakampe.

Manager Ruben Amorim ved også godt, hvor skoen trykker, og har allerede planer om at hente offensiv forstærkning i sommerens transfervindue. Indtil da hviler et tungt pres på Højlunds skuldre, og det har Bruno Fernandes tydeligt mindet ham om.