Af: Nicolai Busekist
|
26/06/2024 09:47
Mest læste i dag
Danmark fik ikke en sejr med fra opgøret mod Serbien. I stedet måtte de nøjes med 0-0, hvilket var nok til at sende dem videre fra gruppespillet.
For Christian Eriksen var det dog en helt særlig kamp, da han alene overtog rekorden for flest danske herrelandskampe i fodbold. Det medførte, at han efter kampen blev hyldet af både landstræner Kasper Hjulmand og målmand Kasper Schmeichel.
"Jeg vil ikke lige misse muligheden for at hylde Christian, for nu har han spillet flest landskampe for Danmark, og det er en fantastisk præstation. Han er en fantastisk spiller og en fantastisk repræsentant for dansk fodbold, og det kræver i sandhed anerkendelse, hvad han har præsteret," sagde Hjulmand ifølge Ritzau.
Eriksen sad ved siden af, hvorfor han kunne sende en tak til den berørte landstræner. Schmeichel sendte også rosende ord i hans retning, og han påpegede også, at der er sket meget siden seneste EM-slutrunde, hvor han faldt om med hjertestop.
"Han er et rigtig godt menneske, og jeg er glad for, at han er her i dag, for vi havde en svær episode med ham ved sidste EM. Så det er kæmpe stort, at han nu står og har slået landskampsrekorden," sagde han.
Den danske målmand beskrev også Eriksen som en 'unik spiller', men han gjorde også meget ud af at sige, at han er et 'fantastisk menneske', som ligeledes er kendt for at 'gøre meget arbejde uden for banen'.
Eriksen er selv glad for at have taget rekorden, da han nu har spillet 133 kampe for det danske landshold, hvilket er én mere end Simon Kjær.
Hvis den danske midtbanespiller kommer i aktion lørdag, hvor Danmark tørner sammen med Tyskland i ottendedelsfinalen, kan han tilføje endnu en kamp til CV'et.
Fodbold
Tennis