Fodboldforbund har kontaktet Pep Guardiola vedrørende landstrænerjob
Af: Nicolai Busekist
|
15/10/2024 14:06
Mest læste i dag
Pep Guardiola er blevet kontaktet af det engelske fodboldforbund (FA) om at blive udnævnt som den næste landstræner for England. Den succesfulde Manchester City-træner forventes at træffe en beslutning om det næste skridt i sin karriere i de kommende uger.
Sandsynligheden for, at den midlertidige træner Lee Carsley bliver i jobbet, svinder dag for dag efter et ydmygende nederlag til Grækenland og hans stadig mere forvirrende udtalelser om sin egnethed til rollen.
Carsley selv virker ikke til at have det store ønske om at beholde jobbet, idet han har sagt, at han forhåbentlig vil 'vende tilbage til U21-holdet'.
Han skabte yderligere forvirring efter endnu en sejr over Finland, hvor han hævdede, at England-jobbet var for 'en verdensklassetræner, som har vundet trofæer'. Men han understregede senere, at dette ikke udelukkede ham selv.
Mens rygterne svirrer om, hvem der bliver den næste engelske landstræner, ser det ud til, at FA sigter højt. De har nemlig allerede i starten af denne sæson forhørt sig om Guardiola, skriver The Times.
Kontakten menes at være uformel, men den spanske træner, der har vundet en overflod af trofæer i Manchester City, Bayern München og FC Barcelona, er den foretrukne kandidat til rollen.
FA har endnu ikke besluttet, hvem der bliver den permanente efterfølger til Gareth Southgate, som forlod jobbet denne sommer efter et hjerteskærende nederlag til Spanien i EM-finalen. Andre kandidater end Guardiola er derfor også i spil.
Ikke overraskende ønsker City, som har vundet seks Premier League-titler under den 53-årige træner, at beholde ham. Faktum er dog, at de står over for en kamp, da Guardiolas kontrakt udløber i juni.
Guardiolas menes at tage sig god tid og har endnu ikke svaret FA. Desuden er han også meget hemmelighedsfuld om sin fremtid, når han bliver spurgt.
Da han blev spurgt, om han har besluttet sig for at blive den næste engelske landstræner, sagde Guardiola til det italienske tv-program Che Tempo Che Fa: "Det er ikke sandt. Jeg er Manchester City-træner."
Han nægtede dog at udelukke noget og tilføjede: "Jeg har ikke besluttet noget. Alt kan ske. Så jeg ved det ikke."
Guardiola satte yderligere ord på sin fremtid i City midt i den fortsatte usikkerhed og sagde: "Jeg skal stadig reflektere og beslutte, hvad jeg vil gøre."