Første gang siden 2003: Ronaldo og Messi forbigået
Af: Nicolai Busekist
|
05/09/2024 16:17
Mest læste i dag
Der er flere store stjerner, der i år er blevet nomineret til Ballon d'Or-prisen. Blandt disse spillere finder man dog hverken Messi eller Ronaldo, hvilket er et uvant syn.
Derimod vil man støde på navne som Vinicius Junior, Rodri og Jude Bellingham, der alle har spillet fantastiske sæsoner. I alt er der 30 nominerede spillere, men dette felt skal naturligvis skæres ned.
Det fremgår af et opslag, der er blevet delt på Ballon d'Or-prisens profil på det sociale medie X.
Sidste år løb Messi med prisen for ottende gang i sin karriere, men det kommer ikke til at ske i år. Det står klart, da han slet ikke er blevet nomineret til prisen.
I sommer var han med til at føre Argentina til triumf i Copa America, men det har ikke været nok til at blive nomineret. Sæsonen har han tilbragt med fin succes i Inter Miami.
Den 39-årige Ronaldo har vundet prisen fem gange, men han er heller ikke blandt de 30 nominerede i denne omgang. Han har de seneste år været på kontrakt på Al Nassr i Saudi-Arabien.
Der er blevet peget på flere potentielle kandidater til at vinde prisen, men mange mener, at Vinicius Junior er den helt store favorit. Han var blandt andet med til at sikre Real Madrid triumf i Champions League.
Jude Bellingham har også gjort det rigtig godt, hvorfor der er en klar forventning om, at han også kommer til at slutte højt på listen. Om det bliver den unge brite, der ender med at blive kåret som vinder, må tiden vise.
Det er naturligvis også værd at nævne, at unge spaniere som Nico Williams og Lamine Yamal samt City-stjernen Rodri er at finde blandt de nominerede spillere.
Erling Haaland er også blevet nomineret i denne omgang, ligesom han har fået selskab af landsmanden Martin Ødegaard fra Arsenal. Ikke en eneste dansk spiller er blandt de 30 nominerede til denne udgave af prisen.
Prisens vinder bliver offentliggjort den 28. oktober, hvor der bliver afholdt en ceremoni i Paris. Her bliver der også uddelt en række andre priser - blandt andet en kvindelig udgave af den samme pris.