Af: Emil Martesen
|
09/10/2024 14:32
Mest læste i dag
Carsten V. Jensen har været en omdiskuteret herrer, siden han tilbage i 2019 overtog tøjlerne i Brøndby fra Ebbe Sang.
Ikke desto mindre kan der ikke sættes finger på det arbejde, som fodbolddirektøren har gjort i Brøndby.
Men fremover skal han ikke tørne ud som Brøndby-mand.
Brøndby IF kunne nemlig tirsdag oplyse, at Carsten V. Jensen stopper som fodbolddirektør efter gensidig aftale og er fritstillet fra dags dato.
Det skrev Brøndby IF i en selskabsmeddelelse.
Men selvom Carsten V. Jensen ikke længere er en del af Brøndby IF’s ledelse, så er klubben stadig forpligtet til at betale ham en betydelig løn i en periode fremover.
Klubbens seneste regnskab viser, at direktører fortsat modtager løn i en opsigelsesperiode.
Det er endnu uvist, om Brøndby skylder ham seks eller 12 måneders løn, da det afhænger af, hvordan samarbejdet er ophørt.
Hvis Carsten V. Jensen selv har valgt at forlade stillingen, vil han modtage seks måneders løn. Hvis det derimod er klubben, der har opsagt ham, kan han forvente 12 måneders løn.
Brøndby har officielt meddelt, at afskeden er sket efter gensidig aftale, men det efterlader spørgsmålet om kompensation åbent.
Ifølge klubbens seneste regnskab, der også afslørede et underskud på 104 millioner kroner for de sidste 18 måneder, har Carsten V. Jensen i perioden modtaget en samlet løn på 4,7 millioner kroner. Det svarer til en årsløn på lidt over 3 millioner kroner.
Hvis Brøndby har opsagt fodbolddirektøren, vil klubben fortsat skylde ham det beløb for det næste år. Skulle det derimod være Jensen, der har valgt at stoppe, vil han modtage halvdelen af dette beløb over de næste seks måneder, svarende til 1,5 millioner kroner.
Bestyrelsen har igangsat processen med at ansætte Brøndby IF’s nye fodbolddirektør.
I mellemtiden vil rollen som fodbolddirektør blive varetaget af næstformand Scott McLachlan indtil Brøndby melder andet ud.
Fodbold
Tennis