Denne sommer blev Rasmus Nissen Kristensen spottet på Bornholm, hvor han holdt møde med FC Midtjylland-direktør Claus Steinlein.
Nu har det dog vist sig, at det ikke kun har en potentiel tilbagevenden til FC Midtjylland, der fik ham til at rejse til Solskinsøen. Derimod er der også en anden grund til, at han lagde vejen forbi den danske ø.
Ifølge B.T. viser Tinglysningen nemlig, at han igen har haft den store pengepung fremme. Denne gang har den danske forsvarsspiller valgt at investere en sum penge i et bindingsværkshus i Melsted nær Gudhjem.
Det fremgår også, at han har været nødt til at betale intet mindre end 6,1 millioner kroner for at få fingrene i det 201 kvadratmeter store hus. Ifølge SE og HØR er der tale om et hus, der tidligere har været ejet af kunstmaleren Carl Budtz Møller.
Den danske maler satte naturligvis også sit eget præg på ejendommen. Blandt andet havde han sit atelier i køkken/alrummet, hvilket også var noget af det, der blev fremhævet i salgsannoncen for huset.
I løbet af sommeren var der rygter om, at han kunne være på vej tilbage til FC Midtjylland. Sådan gik det dog ikke, men det var på tale, at det var tid til at vende hjem til Danmark. Det har han senere afsløret i et interview med B.T.
"Uden at gå for meget i detaljer, så elsker jeg Midtjylland så meget, at jeg vil altid overveje det, og hvis de spørger mig. Så vil jeg altid overveje, om det er det rigtige for mig og min familie," sagde han til B.T.
"I denne omgang syntes vi ikke, det var slut i udlandet, derfor valgte vi at tage til Frankfurt. Så det var stensikkert noget, jeg overvejede."