Mest læste i dag
Den seneste uge har ikke været positiv for Bayern München, da den har budt på nederlag i både Bundesligaen og Champions League. Derfor er det svært at komme udenom, at den tyske storklub befinder sig i en form for krise.
I weekenden tabte de 3-0 til Bayer Leverkusen, som i skrivende stund indtager 1.-pladsen i Bundesligaen. Derfor var det en vigtig kamp, der kan vise sig at have direkte indflydelse på, hvem der vinder det tyske mesterskab i denne sæson.
Onsdag havde München mulighed for at vise, at de er et af de stærkeste hold i Europa. Sådan gik det dog ikke. I stedet forværrede de den dårlige stime, da de tabte 1-0 til Lazio i den første af to ottendedelsfinaler.
Efter kampen udtalte Harry Kane sig til pressen. Han blev hentet til den tyske klub forud for denne sæson, hvor han har gjort det rigtig godt. Derfor er han heller ikke specielt tilfreds med, hvordan tingene ser ud for tiden.
"Det har været en hård uge. Vi begyndte godt i aften mod Lazio, og vi tilspillede os nogle åbne målchancer, men i de her kampe skal man gribe dem," sagde han til tv-stationen 3+ ifølge Ritzau.
Han kom også med kritik af deres indsats i anden halvleg, hvor forsvarer Dayot Upamecano endte med at begå straffespark på danske Gustav Isaksen. Ikke nok med det, så fik han også et rødt kort og blev derfor udvist.
"Anden halvleg var skuffende. Vi kom ud med for lidt energi og tro på det, og så gav vi for mange bolde væk. Det endte med, at vi blev straffet. Med ti mand er det svært at komme tilbage," lød det.
Fodbold
Tennis