Harry Kane tangerer vild rekord

Af: Nicolai Busekist

|

04/02/2024 13:43

Det har været en stor succes for Harry Kane at skifte til Bayern München, hvor han nærmest har formået at score mål på samlebånd.

Mest læste i dag

Den engelske angriber Harry Kane var igen på pletten, da Bayern München tørnede sammen med Mönchengladbach i Bundesligaen. Denne kamp endte de med at vinde 3-1, hvilket Kane var med til at sikre.

Dermed kan han glæde sig over, at han i denne sæson har scoret hele 24 mål i den tyske liga. Det er svært at komme udenom, at det er en meget imponerende bedrift. Faktisk er det så imponerende, at han nu tangerer en klubrekord for Bayern München for flest ligamål i en debutsæson.

Ifølge TV 2 Sport er det en rekord som italienske Luca Toni har været indehaver af indtil nu. Han scorede nemlig også 24 mål i den tyske liga i sin første sæson for Bayern. Det gjorde han tilbage i 2007/2008-sæsonen.

Det er dog meget svært at tro, at Kane ikke skulle ende med at slå denne rekord. På nuværende tidspunkt er der hele 12 spillerunder tilbage. Derfor kommer han til at få mange chancer for at overgå rekorden.

Det er ikke kun Kane, der havde grund til at glæde sig efter sejren over Mönchengladbach. Det samme var tilfældet for den 34-årige Thomas Müller, der har været i den tyske klub i det meste af sin karriere.

Sejren var nemlig hans sejr nummer 500 for den tyske storklub. Ikke nok med det, så var han også selv med til at sikre sejren. Han bidrog nemlig med et oplæg til et af de tre mål, der blev scoret i kampen.

Müller fik sin debut for Bayern tilbage i august 2008. Det er mange år siden, og han har været fast mand i truppen lige siden. Derfor kan han også bryste sig af at have spillet hele 690 kampe for klubben.