Rasmus Højlund slår imponerende Cristiano Ronaldo-rekord
Af: Nicolai Busekist
|
02/02/2024 14:32
Mest læste i dag
Det er ikke nogen hemmelighed, at Rasmus Højlund har været udsat for en del kritik i kølvandet på skiftet til Manchester United. Det hænger naturligvis sammen med, at han har haft svært ved at score mål for den engelske klub.
Blandt andet skulle han bruge 15 kampe på at score sit første mål i Premier League, men på det seneste er det gået den rigtige vej for den unge dansker.
Torsdag aften var han igen på pletten, da han satte bolden i nettet, da Manchester United spillede mod Wolverhampton. Dermed kan han bryste sig af at have scoret tre kampe i træk. Desuden har han også lagt op til mål i de seneste to kampe i Premier League.
Netop dette har medført, at Højlund også kan prale af at have slået en rekord, der tidligere har tilhørt Cristiano Ronaldo. Han er nemlig den yngste United-spiller til både at score og lægge op til mål i to kampe i træk i Premier League.
Det skriver Premier League på det sociale medie X.
Efter kampen lagde Højlund ikke skjul på, at han er glad for, at han endelig er begyndt at score mål for den engelske klub. Han erkendte også, at det ikke var det bedste mål i karrieren, men det betød ikke det store for ham.
"Man siger med angribere, at når man først får det første mål, så kommer der flere. Den her blev skrabet i mål, men dem skal man også bruge som angriber. Jeg skal være der, og det var et godt indlæg fra Luke Shaw," sagde han til TNT Sport.
Torsdagens mål har medført, at Højlund nu står noteret for at have scoret ni mål på tværs af alle turneringer. Det gør ham også til topscorer i United.