Helt vildt: Xabi Alonso slår 59 år gammel rekord

Af: Nicolai Busekist

|

10/05/2024 18:03

Xabi Alonso og Bayer Leverkusen har ikke været til at stoppe i denne sæson, og nu har de sammen skrevet sig ind i historiebøgerne.

Mest læste i dag

Der er ikke noget at sige til, at både Liverpool og Bayern München var ivrige efter at indgå en aftale med Xabi Alonso. Den spanske træner har stor succes i Bayer Leverkusen, hvor han torsdag aften skrev sig ind i historiebøgerne sammen med resten af truppen.

Her tørnede de sammen med AS Roma i det andet semifinaleopgør i Europa League. De tyske mestre var tæt på at tabe opgøret, men takket være Josip Stanisic holdt de liv i en formidabel stime. Han udlignede nemlig til 2-2 i det 97. minut.

Som følge af dette har de nykårede mestre sat en ny rekord, da de har været ubesejret i hele 49 kampe i træk. Alonso og co. har ikke tabt en eneste kamp, siden de i sidste sæson tabte 3-0 i et opgør mod Bochum.

Tidligere var det Benfica, der var indehaver af rekorden med 48 ubesejrede kampe i træk. Den rekord har stået i hele 59 år, men nu er den blevet slået af Leverkusen, der desuden er gået på vej mod at vinde en treble.

Leverkusen har allerede vundet Bundesligaen, ligesom de har spillet sig i finalen i Europa League og den tyske pokalturnering. Den 22. maj tørner de derfor sammen med Atalanta i Dublin, hvor finalen skal afgøres.

"Man kan se viljen fra holdet. Selv med 2-1 nede, 90 minutter spillet og i tillægstid, ønskede vi ikke at sænke tempoet. Vi ønskede at score mål nummer to for at forblive ubesejret. Vi er stolte over det," sagde Granit Xhaka til TNT Sports efter kampen.

Alonso udtalte sig også, og her gjorde han det klart, at stimen naturligvis kommer til at slutte på et tidspunkt.

"Det vil slutte på et tidspunkt. Forhåbentlig ikke inden for de kommende dage, men sådan er fodbold. Vi havde så mange chancer, vi kunne have scoret på inden, men vi blev ved med at presse på og skabe chancer," sagde han til TNT Sports.

I den tyske pokalturnering møder de Kaiserslautern i finalen. Desuden har de fire kampe tilbage af sæsonen i Bundesligaen.