Af: Nicolai Busekist
|
09/05/2024 11:10
Mest læste i dag
På det seneste har der været en del meldinger om, at FC Barcelona vil forsøge at skille sig af med Robert Lewandowski til sommer. Det skyldes ikke, at han ikke har præsteret i denne sæson, men handler derimod om hans meget høje løn.
Hertil er det også værd at bemærke, at den verdenskendte polak fylder 36 år til sommer. Derfor må han siges at være godt på vej ind i sin karrieres efterår.
Hans alder og høje løn har medført, at den catalanske klub har sat gang i jagten på en passende afløser. Dette har tilsyneladende fået dem til at kigge i retning af Liverpool, hvor de skulle have et godt øje til den tidligere Benfica-stjerne Darwin Núñez.
Og nu kan den spanske avis SPORT melde, at Núñez angiveligt er blevet spottet i Barcelona. Inden han forlod Benfica, var han også på radaren i Barcelona, men de tabte kampen til Liverpool.
Den nu 24-årige angriber siges at være åben for et skifte væk fra Anfield til sommer. Hans præstationer har været svingende i den engelske klub, men det er blevet til i alt 33 mål og 17 oplæg i 93 kampe.
Uruguayaneren har selv sat gang i spekulationer om, at han kan være på vej væk. Blandt andet har han slettet alle sine billeder relateret til Liverpool på det sociale medie Instagram. Det har naturligvis kun fungeret som yderligere benzin på rygtebålet.
SPORT mener også at vide, at Núñez aldrig har fundet sig til rette i den engelske klub. Det er ledelsen opmærksomme på, og derfor overvejer de at lade ham forlade klubben efter denne sæson.
At hans agent, Jorge Mendes, har en god relation til Barcelona, forstærker kun rygterne om et potentielt skifte til den catalanske klub. Faktisk har der været rapporter om, at det i første omgang var Mendes, der tilbød ham til klubben.
Fodbold
Tennis