Her forventes Rasmus Højlund at vende tilbage

Af: Nicolai Busekist

|

05/03/2024 08:02

Rasmus Højlund sidder ude med en skade, hvilket har ramt Manchester United hårdt, da han er deres offensive stjerne.

Mest læste i dag

På det seneste har Rasmus Højlund været inde i en rigtig god stime. Derfor er det bestemt heller ikke på et belejligt tidspunkt, at han har pådraget sig en skade.

Det er tilfældet både for ham og for Manchester United, der naturligvis har brug for hans evner i den offensive del af banen.

Dette var tydeligt at se i kampen mod blandt andet Manchester City. Her havde træner Erik ten Hag ikke en direkte afløser for Højlund, hvorfor han var nødt til at rykke Marcus Rashford op foran.

At rykke Rashford fra kanten til at spille som angriber, var ikke den store succes. Han scorede et rigtig flot mål, men han bidrog ellers ikke med det store i løbet af kampen.

Derfor bør der ikke herske tvivl om, at United har hårdt brug for Højlund. Og derfor er det også meget sandsynligt, at Ten Hag håber på, at han snart får Højlund tilbage på banen.

På nuværende tidspunkt har den engelske klub ikke meldt noget ud om, hvornår de forventer, at han er klar til at vende tilbage. Der er dog forlydender om, at han kan få spilletid i deres kommende kamp mod Everton. Det skriver The Independent.

Hvis det skal blive en realitet, så kræver det, at det går den rigtige vej med hans genoptræning. Han har nemlig mindre end en uge til at blive klar til denne kamp.

De to engelske klubber tørner sammen lørdag den 9. marts, hvorfor det langt fra er sikkert, at han bliver i stand til at spille i denne kamp.

Hvad der til gengæld står ganske klart er, at han bliver klar i løbet af marts. Det store spørgsmål er, hvornår i marts han kan vende tilbage til banen.