José Mourinho kan ende med at koste Erik ten Hag jobbet
Af: Nicolai Busekist
|
22/10/2024 13:42
Mest læste i dag
Erik ten Hag står stadig i spidsen for Manchester United, selvom de har fået en rigtig dårlig start på denne sæson. Det har ført til et væld af rygter om en fyring, men det er endnu ikke blevet en realitet.
Den seneste melding går på, at ingen ringere end José Mourinho, der selv har stået i spidsen for De Røde Djævle, kan ende med at koste Ten Hag jobbet.
Det skal dog ikke forstås sådan, at Mourinho er på vej tilbage til United. Ifølge Football Insider står Ten Hag nemlig til at blive fyret, hvis United ikke formår at vinde torsdagens Europa League-kamp i Istanbul mod Mourinhos Fenerbahce.
Den seneste 2-1-sejr over Brentford har rykket United op på en 11.-plads i Premier League, hvilket naturligvis fortsat ikke er tilfredsstillende.
I Europa League har de spillet uafgjort i deres to første kampe, hvorfor de er under pres. Ender det med et nederlag torsdag aften, kan det betyde, at de ikke slutter blandt de 24 hold, der går videre fra første fase af turneringen.
Hvad der virkelig understreger, at det ikke er gået godt for United i denne sæson er, at sejren over Brentford var den blot fjerde sejr i denne sæson. Derudover er det også blevet til sejre mod Fulham, Southampton og Barnsley i Carabao Cuppen.
Ten Hag kan dog trøste sig selv med, at Fenerbahce ikke kommer ind til kampen med en masse momentum. Deres seneste kamp mod Samsunspor endte 2-2, hvilket betyder, at de nu har otte point op til Galatasaray på 1.-pladsen.
Hollænderen har hele sæsonen insisteret på, at han har fuld støtte fra ledelsen. Derfor har han også flere gange understreget, at han ikke selv mener, at hans job er i fare.
Ender det med et nederlag mod den tyrkiske storklub i Europa League, kan det dog ændre sig. Derfor er det afgørende for både Uniteds chancer i turneringen samt Ten Hags fremtid på Old Trafford, at de vinder opgøret.