Af: Nicolai Busekist
|
18/06/2024 10:05
Mest læste i dag
Søndag sad Simon Kjær på bænken under hele opgøret. Derfor måtte han se til, mens hans holdkammerater leverede en flad indsats, der resulterede i et 1-1-resultat mod Slovenien.
Der har været en del spekulation om den 35-årige forsvarer, da han har været hæmmet af en skade op til EM. Faktisk har der været spekuleret i, hvorvidt han i det hele taget bliver klar til at få spilletid.
Efter kampen mod Slovenien har landstræner Kasper Hjulmand forklaret, at Kjær ikke var i nærheden af at få spilletid i åbningskampen. Havde han været nødt til at skifte en central forsvarsspiller ind, havde han valgt Mathias 'Zanka' Jørgensen.
"Nej, jeg tror, det var lidt for tidligt. Jeg havde nok sat 'Zanka' ind først, hvis der var sket noget. En god hård træning, og han fik en masse i går, og han får en masse i dag, og så begynder det at ligne noget, og at han er ved at være klar," sagde Hjulmand til TV 2 Sport forud for mandagens træning.
Selvom han ikke var i spil til at få et par minutter på banen i det seneste opgør, er det ikke udelukket, at der kan blive fundet en plads til Kjær i torsdagens kamp. Her tørner Danmark sammen med England i Frankfurt, hvilket forventes at være deres sværeste kamp i gruppespillet.
"Han står bedre og bedre. Han er begyndt virkelig at få lagt på sin intensitet. Vi har bygget rigtig godt på ham," sagde Hjulmand.
Han forklarede også, at han 'regner med', at Simon Kjær kan være i spil til en eller anden rolle i kampen. På det seneste har Kjær haft fokus på at gennemføre en række hårde træningspas, så han kan blive helt klar til at blive sendt på banen.
Fodbold
Tennis