Landstræner Kasper Hjulmand udtog tirsdag sin trup til de kommende testkampe mod Schweiz og Færøerne. I denne forbindelse har han også udtalt sig om nogle af spillerne.
Blandt andet har den danske landstræner givet udtryk for bekymring for en af truppens helt store stjerner. Det skyldes, at han ganske enkelt ikke får spilletid nok i sin klub.
Konkret er der tale om Christian Eriksen, der er havnet ude i kulden i Manchester United. På det seneste har træner Erik ten Hag ikke haft den store fidus til ham, hvilket har været tydeligt at se på mængden af spilletid.
I værste fald kan dette ende med at få konsekvenser for hans plads på landsholdet. I første omgang er han dog blevet udtaget til de to kampe mod Schweiz og Færøerne, da det er en oplagt mulighed for, at han kan få noget kamptræning.
Det ændrer dog ikke på, at Hjulmand har givet udtryk for, at han er meget bekymret for Eriksens situation.
"Det er en bekymring for mig… Den situation, Christian er havnet i. Det er bestemt ikke optimalt. Vi håber meget, at det forandrer sig her i foråret," siger Hjulmand ifølge Ekstra Bladet.
Sidste år fik Eriksen godt med spilletid i den engelske klub. Faktisk var han stort set fast mand i startopstillingen. I år har det ændret sig markant, hvorfor han tilbringer det meste af sin tid på bænken.
Efter årsskiftet står han noteret for blot 95 minutter fordelt på to kampe for United. Det er forårsaget af, at han nu er femtevalg på sin position. Derfor er der heller ikke den store udsigt til, at han kommer til at få mere spilletid i nærmeste fremtid.