Kasper Schmeichel i stor sorg: Jeg er helt knust
Af: Nicolai Busekist
|
02/08/2024 16:48
Mest læste i dag
Kasper Schmeichel har afsløret, at han er blevet ramt af en stor sorg. En stor personlighed, som også har fyldt rigtig meget i den danske landsholdsmålmands liv, er gået bort.
Konkret er der tale om Craig Shakespeare, der har mistet livet i en alder af 60 år. Ifølge BBC startede han i behandling for kræft i oktober sidste år, men nu har han tabt kampen mod den forfærdelige sygdom.
Schmeichel er en blandt flere spillere og andre fodboldpersonligheder, der har hyldet Shakespeare. Danskeren kender ham naturligvis fra sin tid i Leicester, hvor han var med til at vinde Premier League i 2015/16-sæsonen. Dengang var han assistenttræner i klubben.
I et opslag på det sociale medie Instagram begræder Schmeichel hans dødsfald. Her giver han også udtryk for, at han var et 'utroligt menneske', der har lært ham 'så meget'.
"Jeg er helt knust. En fantastisk træner, en af de bedste jeg nogensinde har set, men vigtigst af alt, et utroligt menneske. Han lærte mig så meget, og jeg er bare taknemmelig for at have arbejdet med og kendt ham," skriver han i sit opslag.
I en pressemeddelelse bragt af League Managers Association bekræfter hans familie, at den tidligere Leicester-boss har mistet liv.
"Det er med stor sorg, at vi må meddele, at Craig Shakespeare er død. Craig sov stille ind i morges og var omgivet af sin nærmeste familie," lyder det i pressemeddelelsen.
"Selvom familien er enormt stolte af hans fodboldpræstationer som spiller og træner, vil han for os altid være kendt som en kærlig og elsket ægtemand, far, søn, bror og onkel. Tabet er svært for os, og vi beder om fred i denne svære tid, hvor vi skal forsøge at komme os over og sørge over tabet af en meget speciel person."
"Familien vil gerne takke for alle de bønner og hilsener, som vi har fået i løbet af de seneste svære måneder. Det har ikke været muligt at svare på alle, men det betød meget for Craig og familien."