Mest læste i dag
Thomas Frank har vist sig at være en af de bedste trænere i verden. Det har han bevist i sin tid i Brentford, hvor han har haft stor succes.
Af denne grund har han på det seneste været kædet sammen med flere større klubber. Blandt andet har der været forlydender om, at han skulle være i spil til jobbet som ny træner i Liverpool, hvor Jürgen Klopp stopper til sommer.
Det er dog ikke alle, der tror, at Frank er en seriøs kandidat til jobbet. En af dem, der ikke har den store tro på dette, er Brian Laudrup.
Det slog han fast tirsdag aften i Viaplays Premier League-studie, da han blev spurgt ind til rygterne. Han roste Frank, men gjorde det klart, at det er en smule for tidligt i hans karriere at overtage trænersædet efter Klopp.
"Ingen tvivl om, at han har kvaliteterne til det, men det er bare så stort et job at udfylde efter Klopp, når man kommer fra Brentford. Havde der lige været et mellemleje for ham. En top 7-klub eller lignende," lød det fra Laudrup ifølge B.T.
Selvom han ikke tror, at det bliver denne gang, at han overtager trænersædet, glæder Laudrup sig alligevel på Franks vegne. Det er nemlig et bevis på hans evner, at han i det hele taget bliver sat i forbindelse med jobbet.
"Skulderklappet er, at han er på den liste. Det er fantastisk," sagde han.
For omtrent tre uger siden meddelte Klopp, at han har besluttet sig for at stoppe som træner i Liverpool. Derfor er den engelske klub nødt til at finde en passende afløser. Det har selvfølgelig betydet, at flere potentielle kandidater er blevet nævnt.
Blandt andet har der været rygter om, at de skulle have et godt øje til Xabi Alonso, der har stor succes i Bayer Leverkusen i denne sæson. Desuden er Brighton-træner Roberto De Zerbi også rygtet til Anfield, ligesom han skulle være på radaren i FC Barcelona.
Fodbold
Tennis