Lionel Messi-serviet sælges til absurd beløb

Af: Nicolai Busekist

|

02/02/2024 09:36

Lionel Messi er en af de første fodboldstjerner i historien. Derfor er memorabilia fra hans karriere rigtig mange penge værd.

Mest læste i dag

Det er de færreste, der har lyst til at betale et millionbeløb for en serviet. Alligevel er det netop, hvad auktionshuset Bonhams forventer at kunne indkassere for en helt særlig Lionel Messi-serviet.

Hvis man vil have fingrene i denne serviet, skal man have den store pung med. Startbuddet lyder på 300.000 pund, hvilket svarer til cirka 2,6 millioner kroner. Derfor kunne det tyde på, at auktionshuset forventer en endnu højere pris.

Selvom det er rigtig mange penge at betale for en serviet, kan man glæde sig over at få et stykke fodboldhistorie med i købet. Der er nemlig tale om den første aftale, som Messi indgik med Barcelona, hvilket blev nedskrevet med kuglepen på en serviet.

Ifølge BBC var det den daværende sportsdirektør for FC Barcelona, Carles Rexach, der havde stået for mødet. Med sig havde han Josep Maria Minguella, der dengang var rådgiver for den catalanske klub.

Lionel Messi var repræsenteret af Horacio Gaggioli, der var agent for ham dengang. BBC skriver, at det var Messi-lejren, der stillede krav om dokumentation for Barcelonas interesse i den argentinske stjerne.

For at sikre, at de ikke pludselig ville bakke ud, blev en serviet og en kuglepen derfor fundet frem. Det endte med at blive den første aftale, som Messi indgik med Barcelona. Få sæsoner senere fik han debut i en alder af 16 år.

Messi nåede at spille intet mindre end 778 kampe for den catalanske klub, inden han var nødt til at forlade Camp Nou af økonomiske årsager. Den argentinske stjerne bidrog desuden med hele 672 mål i sin tid i Barcelona.

Netop på grund af den fantastiske historie, som Messi og Barcelona har haft sammen, har Bonhams store forventninger til auktionen.