Medie: Derfor kan Andreas Christensen blive solgt i januar
Af: Nicolai Busekist
|
21/12/2023 11:00
Mest læste i dag
Selvom det har været en stor succes for FC Barcelona at hente Andreas Christensen i Chelsea, er der nu forlydender om, at han kan være på vej videre.
Den danske forsvarer blev hentet i Chelsea i sommeren 2022, hvor de undgik at betale for ham. Han stod nemlig uden kontrakt, da han havde besluttet ikke at forlænge sin kontrakt med den engelske klub.
I den første sæson spillede han en stor rolle i Barcelona. Han endte med at spille i stort set alle kampe, men i denne sæson har det forholdt sig anderledes. Den danske forsvarer har fået mindre og mindre spilletid.
Det har især været tilfældet efter, at Inigo Martinez er vendt retur efter sin skade. Det har betydet, at Xavi ved flere lejligheder har valgt at prioritere den spanske forsvarer over ham.
I de seneste år har der været store problemer med økonomien i den catalanske klub, hvorfor de kan være tvunget til at sælge ud af truppen. En af de spillere, der kan ende med at blive solgt, er ifølge mediet Relevo den danske landsholdsprofil.
Han er dog ikke alene om at være blandt de spillere, som potentielt kan blive solgt. Der er nemlig også forlydender om, at polske Robert Lewandowski kan være på vej væk fra klubben. Han siges at være blevet kædet sammen med klubber i Saudi-Arabien.
Dette står dog i skarp kontrast til det faktum, at han og konen har et ønske om at blive i Barcelona i mange år. Alligevel kan Barcelona forsøge at presse ham ud, hvis de forventer at kunne indkassere en stor sum penge ved salget.
Andreas Christensen bliver også set som et salgbart aktiv, da Barcelona ikke har betalt for at hente ham til klubben. Det vil sige, at der er gode forudsætninger for at tjene penge på ham.