Af: Nicolai Busekist
|
01/05/2024 10:47
Mest læste i dag
Tirsdag aften var Bayern München i aktion i Champions League, hvor de tørnede sammen med Real Madrid i den første semifinale. Man skulle derfor tro, at der var fokus på, hvad der skete på banen, men sådan har det ikke været.
Derimod har der været en regulær ordkrig mellem Bayern-træner Thomas Tuchel og tidligere Bayern-præsident Uli Hoeness.
Det hele blev startet af Hoeness, der sendte kritik i retning af Tuchel for ikke at have været i stand til at udvikle klubbens store talenter. Det fik Tuchel til at tage til genmæle og give udtryk for, at han blev 'dybt fornærmet' over udtalelserne.
Det er noget, der har fået Michael Laudrup, der i dag er fodboldekspert hos Viaplay, til at ryste på hovedet. Han har nemlig meget svært ved at forstå, hvorfor Tuchel bliver behandlet, som han gør. Desuden mener han, at den tyske træner har håndteret situationen helt korrekt.
"Jeg har slet ikke forstået den fremgangsmåde, de har kørt. Du afskediger Tuchel, men det er bare først fra sommer. 'Du skal ikke være her, men du skal alligevel lige være her nogle måneder'," sagde han ifølge B.T.
"Du efterlader en træner 'dead man walking'. Hvis du tager den beslutning, så skift ham ud og tag en midlertidig træner ind. Det er at efterlade Tuchel i ingenmandsland, og så skal han høre på alt det her. Det er ikke fair."
Laudrup gjorde det også klart, at han selv havde taget en snak med ledelsen i klubben, hvis han var blevet behandlet på den måde.
Tuchel skal desuden ikke være bange for at blive fyret. Det er allerede blevet aftalt mellem ham og Bayern, at han stopper til sommer. Han er på det seneste blevet kædet sammen med Manchester United, der angiveligt gør sig tænker om at fyre Erik ten Hag.
Fodbold
Tennis