Kris Isaksen
En kamp i nord blev noget helt særligt.
Nicklas Bendtner har gennem karrieren været kendt for sin ærlighed.
I podcasten Stolpe Ind deler han endnu en historie fra et ophold, der ikke just hører til blandt de mest glamourøse kapitler i fodboldlivet.
Denne gang handler det om en tur til Bodø og om hvorfor han endte med at skifte sig selv ud.
Kulde, kulør og kontraster
Bendtner lægger ikke fingrene imellem, når han beskriver mødet med Bodø/Glimt. Ifølge ham var det både “røv koldt”, kedeligt og præget af grå og sorte nuancer.
Omklædningsrummet får heller ikke mange rosende ord med på vejen.
Kontrasten til lønniveauet er til at tage og føle på. Spillerne kan tjene mellem to og fem millioner kroner om ugen, men økonomi ændrer ikke nødvendigvis på den mentale tilstand.
Bendtner beskriver en situation, hvor man kan sidde i omklædningsrummet, kigge på sine holdkammerater og håbe, at de har dagen, fordi man selv mentalt ikke er til stede.
Den form for ærlighed hører sjældent til i den polerede del af fodboldverdenen.
Alligevel rammer den en genkendelig følelse hos mange professionelle atleter, når motivationen halter under barske forhold.
Bodø Glimts særlige styrke
Netop dér finder Bendtner forklaringen på Bodø/Glimts succes. Mens modstandere kan kæmpe med kulde, kunstgræs og omgivelser, møder hjemmeholdet op med tro på egne evner og en markant sult.
Ifølge Bendtner udnytter de situationen.
De har “blod på tanden” og en stærk overbevisning om, at de kan slå større og mere etablerede klubber.
Resultatet har man set flere gange i europæisk sammenhæng, hvor nordmændene har overrasket favoritter.
Respekten er tydelig. Han tager hatten af for den mentalitet, der hersker i det nordnorske.
En selvvalgt udskiftning
Samtalen tager en drejning, da Peter Falktoft spørger ind til en konkret episode. Var det ikke i Bodø, at Bendtner blev taget ud i pausen, fordi han ikke orkede at spille på kunstgræs.
Svaret er kontant. Han skiftede sig selv ud. Kunstgræs er ikke noget for ham, konstaterer han.
Udtalelsen rummer både selvironi og en bemærkelsesværdig åbenhed.
I en tid, hvor professionelle spillere ofte vælger de sikre formuleringer, fremstår Bendtners version som usædvanligt ligefrem.
Historien fra Bodø føjer endnu et farverigt kapitel til fortællingen om en spiller, der aldrig har været bange for at sige tingene, som han oplever dem.
