Af: Nicolai Busekist
|
13/05/2024 16:29
Mest læste i dag
Manchester United har gang i en af de værste sæsoner i klubbens historie, og det smitter naturligvis af på spillerne i truppen. Blandt andet har det haft stor betydning for Rasmus Højlunds debutsæson i den engelske storklub.
Den danske angriber var på banen, da De Røde Djævle søndag aften tabte 0-1 til Arsenal på hjemmebane. Igen spillede han en meget anonym kamp, hvor han kun få gange var på bolden, hvilket har ført til kritik i flere medier.
I starten af marts vendte Højlund tilbage efter en skade. Siden da er det kun blevet til et enkelt mål, hvilket selvsagt er hovedrystende for en angriber i Premier League. Da det heller ikke blev til en scoring i søndagens kamp mod Arsenal, har medierne ikke været tilbageholdende i deres kritik.
Hos det anerkendte medie The Athletic bliver hans form blandt andet beskrevet som 'bekymrende', mens de hos Manchester Evening News skriver, at hans 'formdyk fortsætter på det værst tænkelige tidspunkt'.
Den tidligere Premier League-spiller Danny Murphy har hos Daily Mail også været ude med riven, hvor han blandt andet kritiserer Højlunds manglende fart.
"Højlund er ikke hurtig nok, han har ikke færdighederne, og han er ikke klog nok til at være Uniteds 'wow-faktor'," lyder det kort og kontant fra Murphy.
Både The Standard og The Guardian har også givet Højlund lave karakterer. Begge steder går kritikken på en misset chance, fordi han ikke kunne stå fast på sine fødder. Ydermere kritiserer de ham også for at være anonym i det meste af opgøret.
I denne sæson er det kun blevet til 14 mål på tværs af alle turneringer for Højlund. Han har scoret otte af disse mål i Premier League. Med til historien hører det dog, at han bestemt ikke får meget hjælp fra sine holdkammerater, hvilket flere eksperter og tidligere spillere også har påpeget.
Fodbold
Tennis