Rasmus Højlund har fået plads på særlig EM-liste

Af: Nicolai Busekist

|

14/06/2024 15:45

Fodbold
Foto: Raffaele Conti 88 / Shutterstock.com
Foto: Raffaele Conti 88 / Shutterstock.com
Der er store forventninger til Rasmus Højlund, der er havnet på en helt særlig EM-liste.

Mest læste i dag

Over 600 af de bedste fodboldspillere i hele Europa befinder sig i disse dage i Tyskland, hvor de forbereder sig til EM. Slutrunden bliver sparket i gang fredag aften, hvor Tyskland og Skotland åbner ballet.

Flere mandskaber er fyldt med store stjerner og erfarne profiler. Der er dog også en række landshold, der har debutanter med til EM i år.

Det har fået GOAL til at lave en liste over 13 debutanter, som de ser frem til at følge under slutrunden. På denne liste har danske Rasmus Højlund fået en plads.

"Det var en mærkelig sæson for Rasmus Højlund, hvor den unge angribers 16 mål for Manchester United kom i ryk og stød efter hans imponerende skifte til 72 millioner pund (635 millioner kroner, red.) fra Atalanta," skriver GOAL ifølge TV 2 Sport.

"Han har dog været en mere stabil målscorer for Danmark og har scoret syv gange i otte kampe i kvalifikationen til EM 2024, herunder et hattrick mod Finland. Den 21-årige vil bære målscoringsbyrden i Tyskland og håber, at en succesfuld turnering kan kickstarte hans klubkarriere."

Til trods for, at Højlund er debutant til EM, betyder det ikke, at han er ny på landsholdet. Derimod har han allerede spillet 14 kampe under Kasper Hjulmand, hvor det er blevet til i alt syv mål.

Han har udviklet sig til at være en af de vigtigste spillere i truppen. Derfor forventes det også, at han er med fra start, når Danmark søndag spiller sin første kamp mod Slovenien ved EM.

Her skal han forsøge at gøre sig fortjent til at være med på listen fra GOAL - og mål fra den 21-årige United-spiller kan vise sig at blive afgørende i forhold til at sikre Danmark sejren.