Rasmus Højlund i heftigt skænderi med dansk landsholdsstjerne

Af: Nicolai Busekist

|

07/05/2024 08:24

Rasmus Højlund endte i et heftigt skænderi med en dansk landsholdsstjerne, da han sammen med Manchester United tabte til Crystal Palace mandag aften.

Mest læste i dag

Danske Rasmus Højlund var mandag aften i aktion for Manchester United, men det var bestemt ikke nogen succes. Hverken for ham personligt eller for holdet som helhed.

Højlund var nærmest ikke i kontakt med bolden i løbet af hele kampen. Ikke nok med det, så måtte han se til, mens der blev begået flere store fejltagelser i defensiven. Det resulterede i et ydmygende nederlag på 4-0 til Crystal Palace.

Særligt én episode i løbet af kampen, har dog fået en del opmærksomhed efterfølgende. På et tidspunkt endte bølgerne med at gå højt mellem Højlund og Joachim Andersen, der spillede en rigtig solid kamp i Palace-defensiven.

Ved stillingen 3-0 var det tydeligt at se på Højlund, at han var meget frustreret over kampens udfald. Da han blev nedlagt af Andersen, var det dråben, der fik bægeret til at flyde over. Derfor endte de to danske landsholdsstjerner i et heftigt skænderi.

Efter kampen udtalte Andersen sig til Viaplay om situationen, og i denne forbindelse sagde han blot, at den unge angriber smed sig for let.

"Jeg tror gerne, at han ville have haft et frispark på et tidspunkt. Jeg synes, han lagde sig rimelig nemt ned, men det gjorde han et par gange i kampen. Sådan er det," sagde han, og fortsatte:

"Han må prøve at lære at blive på benene, når han spiller mod mig."

For Palace var der tale om en rigtig flot kamp, der gav dem tre point til kontoen i Premier League. For United var det et meget tungt nederlag, da det betyder, at de med stor sandsynlighed har vinket farvel til europæisk fodbold i næste sæson.

Mange vil derfor mene, at der var tale om endnu et søm i kisten for træner Erik ten Hag, der er under massivt pres i den engelske storklub.