Rasmus Højlund kan forlade Manchester United til sommer: Ny klub melder sig ind i kampen

Af: Jesper Bengtson

|

06/05/2025 10:43

Fodbold
Foto: Emilio Andreoli/Getty Images
Den danske angriber kan være fortid i Manchester til sommer.

Mest læste i dag

Rasmus Højlund kan meget vel være fortid i Manchester United til sommer.

Det er ikke nogen hemmelighed, at han har haft en direkte horribel sæson, hvor han over 20 kampe i træk formåede ikke at score.

Derudover går der rygter om, at United vil hente en nummer ni, hvilket tyder på, at de ikke er tilfredse med Højlund.

Ifølge engelske The Mirror og italienske La Gazzetta dello Sport er den danske landsholdsangriber på radaren hos en italiensk topklub.

Det skriver B.T.

Den 21-årige angriber fik i weekendens kamp mod Leicester brudt sin måltørke, og efterfølgende satte han ord på forløsningen over for Mirror:

"Selvfølgelig har mit spil ikke været på toppen, som jeg gerne ville, og vi forsøger stadig at tilpasse os til et nyt system og nye positioner. Men det tror jeg, jeg har vænnet mig bedre til det , og det er begyndt at se lidt bedre ud."

Inden Højlund har vænnet sig til det nye system, kan han meget vel være videre.

Napoli viser interesse

Den tidligere Chelsea-træner Antonio Conte vil nemlig hente danskeren til Serie A - nærmere bestemt Napoli.

Efter salget af Khvicha Kvaratskhelia i vinterens transfervindue har klubben nok penge til at hente Højlund. Lige nu ejer de Victor Osimhen, der i øjeblikket er udlejet til Galatasaray, men han er til salg, hvorfor de har behov for at styrke offensiven.

Manchester United forventes at kræve omkring 50 millioner pund for Højlund, skriver The Mirror.

Hvis man skal tro, hvad La Gazzetta dello Sport skriver, så er Højlund åben over for et skifte til Serie A.

Hans tid i Atalanta var en succes, og et gensyn med Serie A kunne være en mulighed for at genfinde formen og få mere spilletid.