Af: Nicolai Busekist
|
12/05/2024 14:41
Mest læste i dag
Der har været en lang række rygter om Robert Lewandowski på det seneste. Blandt andet har flere spanske medier skrevet, at den polske stjerne kan være fortid i FC Barcelona til sommer.
Angiveligt skulle dette handle om, at han er en meget dyr herre at have gående. Da der er finansielle vanskeligheder i den spanske klub, ville det naturligvis være oplagt at skille sig af med en dyr og aldrende angriber i sommerens transfervindue.
Derfor har der blandt andet været rygter om, at et skifte til Saudi-Arabien eller MLS kan ligge i kortene. Han har ikke selv kommenteret på de mange rygter, men nu har hans agent, Pini Zahavi, valgt at tage bladet fra munden.
Det sker i kølvandet på en historie om, at selvsamme Zahavi skulle være blevet indkaldt til et møde med Barcelona, da de ønsker at finde en løsning på hans fremtid. Men ifølge agenten har det absolut intet på sig, og derfor er polakken også at finde i Barcelona i næste sæson.
"Det er sludder. Fake news. Lewandowski vil 100 procent blive i Barca i næste sæson," siger han til det polske medie Meczyki.
Cheftræner Xavi har ikke gjort meget for at nedtone rygterne om, at Lewandowski måske ikke har en fremtid i den catalanske klub. Ved flere lejligheder har han udtalt, at det er noget, der vil blive taget stilling til efter sæsonen.
Han har kontrakt med klubben til sommeren 2026, hvorfor han potentielt kan have to sæsoner i klubben endnu. Om det bliver en realitet, er dog svært at spå om.
Fodbold
Tennis