Stor lønforhøjelse til fodboldkvinderne: Får det samme som mændene
Af: Marcus Dam
|
05/02/2025 18:57
Mest læste i dag
Aftalen, der er indgået mellem DBU og Spillerforeningen, gælder frem til 2029 og indebærer større økonomisk anerkendelse af spillerne.
Det skriver unionen på sin hjemmeside.
Historisk løft til kvindefodbolden
Den nye aftale skaber øget lighed mellem Kvinde- og Herrelandsholdet på en række centrale områder.
Blandt de vigtigste ændringer er, at Kvindelandsholdet nu modtager samme præstationsbonus for sejre i Nations League samt kvalifikationskampe på hjemmebane.
Derudover er tilskuerbonusserne blevet justeret, så begge landshold nu modtager det samme beløb per tilskuer.
DBU’s administrerende direktør Erik Brøgger Rasmussen fremhæver, at aftalen er en vigtig investering i kvindefodbolden:
"Den nye aftale giver et markant løft til Kvindelandsholdet og hele opsætningen omkring holdet, samtidig med at den sikrer større økonomisk anerkendelse af spillernes indsats," siger han.
En fremtid med endnu større ligestilling
Selvom aftalen bringer Kvindelandsholdet tættere på økonomisk ligestilling med Herrelandsholdet, er der stadig forskelle i bonussatser for visse kampe.
Det er dog en ambition for både DBU og Spillerforeningen, at denne udvikling fortsætter, efterhånden som kvindefodboldens kommercielle indtægter vokser.
Spillerforeningens direktør Michael Sahl Hansen understreger, at aftalen er et vigtigt skridt fremad:
"Vi har haft en rigtig god dialog med DBU om den nye aftale, og vi er glade for, at vi med aftalen tager nogle vigtige skridt i den rigtige retning," siger han.
Udover de økonomiske forbedringer indeholder aftalen også tiltag, der sikrer optimale sportslige rammer.
Det inkluderer blandt andet bedre rejsevilkår, hvor Kvindelandsholdet allerede i februar vil benytte et chartret fly til Nations League-kampen i Italien for at optimere forberedelserne.