Thomas Tuchel må efterhånden kunne mærke, at der er tvivl om hans position som træner i Bayern München. Den tyske klub var i aktion igen søndag, men for tredje gang i træk endte det med et nederlag.
Ikke nok med det, så var der tale om et nederlag på 2-3 til bundholdet Bochum. På papiret var der derfor tale om en kamp, som de skulle have vundet ganske overbevisende. Men sådan gik det altså ikke.
Det er første gang i ni år, at den tyske storklub har tabt tre kampe i træk. Alligevel mener Tuchel, at der er positive ting at tage med fra kampen, hvor han kunne spore fremgang.
"Det var lidt Murphys Lov. Alt, hvad der kunne gå galt, gik galt," siger Tuchel til DAZN ifølge Bild.
"Vi havde fire til fem store chancer. Vi holdt aldrig op med at arbejde. Vi spillede i undertal længe, og meget gik imod os. Det var ufortjent."
Det er kun en uge siden, at de tabte til deres nuværende største rivaler fra Bayer Leverkusen. Her endte det med et nederlag på 0-3, inden de få dage senere tabte 1-0 til Lazio i den første af to ottendedelsfinaler i Champions League.
Efter kampen udtalte Tuchel, at der blev leveret en 'okay indsats'. Derudover gjorde han det også klart, at han mente, at de var 'ekstremt uheldige'.
Selvom de nu har otte point op til Leverkusen, er Tuchel ikke klar til at afskrive mesterskabet. Der er dog ikke nogen tvivl om, at det kan vise sig at blive meget svært at vinde den tyske Bundesliga i denne sæson.
"Lige nu er det ikke realistisk. Men i sidste sæson troede vi på det hele vejen og vandt mesterskabet," siger Tuchel.