Tottenham-stjerne sender rosende ord i retning af Rasmus Højlund
Af: Nicolai Busekist
|
11/10/2024 12:35
Mest læste i dag
Presset på Erik ten Hag er bestemt ikke blevet mindre, og der har været utallige rygter om, at han har fået en fyreseddel stukket i hånden inden denne landsholdspause er ovre.
Det hjalp naturligvis ikke på hans situation i den engelske klub, at Rasmus Højlund og hans holdkammerater for nylig fik besøg af Tottenham på Old Trafford, hvilket endte med et nederlag på 0-3.
Den danske angriber fik spilletid, men det kastede hverken et mål eller et oplæg af sig. Til trods for dette, så har han alligevel fået ros af modstanderholdets Micky van de Ven, der har beskrevet ham som en 'topspiller'.
Det sker i et interview med det hollandske medie VoetbalPrimeur, hvor han udtalte sig om, at det er en vanskelig opgave at være forsvarsspiller i Premier League. Her står han nemlig over for nogle af de bedste offensive spillere i verden.
"Alle angribere i Premier League er 'serious business'. Hvis du ikke er skarp nok, kan modstanderen sagtens score," sagde han til VoetbalPrimeur, inden han fortsatte:
"Selvfølgelig. Vi spillede for nylig mod Manchester United, og så spiller du mod Joshua Zirkzee. Han er en topspiller. Så kommer Rasmus Højlund ind. Han er også en topspiller. Det er kampene, du ser frem til."
Den 23-årige Van de Ven blev hentet til Tottenham for lidt over et år siden, og har formået at spille sig til en fast plads i den engelske klub. Desuden har de flotte præstationer også sikret, at han nu er blevet en del af Hollands landshold.
Højlund er blevet udtaget til det danske landshold, hvorfor han skal spille i de to kommende Nations League-kampe mod Spanien og Schweiz. Når denne landsholdspause er overstået, vender han retur til Manchester United, hvor han skal forsøge at score sit første mål i Premier League i denne sæson.
Indtil videre er det kun blevet til et enkelt mål for den unge angriber i denne sæson, men det kom i Europa League. I sidste sæson scorede han i alt 10 mål i den bedste engelske række.