Beskyldninger om snyd i Formel 1 spreder sig bag kulissen: Nu bryder Christian Horner tavsheden

Af: Emil Martesen

|

08/05/2025 21:28

Formel 1
Foto: Mark Thompson/Getty Images
Foto: Mark Thompson/Getty Images
Nu bryder Christian Horner tavsheden.

Mest læste i dag

Der er knald på kulisserne i Formel 1. Eller måske rettere sagt: lidt vand i dækket.

For mens feltet raser afsted på banerne, rumler rygterne i pitten, og denne gang med McLaren og Red Bull i centrum.

I Miami begyndte det hele at snige sig ind med stille summen, men det varede ikke længe, før de første små stikpiller begyndte at stikke som myg i troperne.

Ifølge flere kilder har Red Bull angiveligt rettet kritiske blikke mod McLaren-lejren. Den britiske traditionsklub, som i 2025-sæsonen pludselig har fået hul igennem og dominerer løb efter løb, mistænkes for at være lidt for gode til at håndtere dækslid.

Så gode, at nogen mener, de måske har fundet en kreativ - og muligvis ulovlig - løsning. Mere præcist: at McLaren på snedig vis sprøjter vand ind i Pirelli-dækkene.

Det skriver mediet grandprix.com.

Zak Brown slår igen

McLarens direktør, Zak Brown, var dog ikke sen til at slå tilbage.

Med et glimt i øjet og et stik under bæltestedet valgte han under løbet at sidde synligt på pitmuren med en vandflaske med etiketten 'Tyre Water'.

Det var trolling med stort T, og det blev naturligvis fanget af tv-kameraerne og delt flittigt på sociale medier.

Brown gik endda skridtet videre og opfordrede Horner til at indgive en officiel protest - men kun hvis Red Bull var villige til at betale dyrt for det:

"Det burde koste dem en god slat penge, som de ikke kan få tilbage," lød det køligt.

Horner afviser og komplimenterer

Christian Horner selv manøvrerede sig elegant udenom beskyldningerne - i hvert fald udadtil:

"Jeg siger ikke, at der er noget ulovligt ved den bil," lød det fra Red Bull-bossen.

Alligevel står han fast på ét punkt: Det må være i orden at stille spørgsmål, når noget virker lidt for godt til at være sandt:

"Der vil altid blive stillet spørgsmål i Formel 1. McLaren gjorde præcis det samme med vores forhjulsophæng sidste år. Det er uundgåeligt, at når man er på toppen, som vi har været i de senere år, bliver alt gransket grundigt."

Sådan går det, når konkurrenceinstinktet møder detektivhatten - og lidt vand.