Af: Jesper Bengtson
|
09/04/2025 14:39
Mest læste i dag
Der er altid gang i rygtebørsen, når det kommer til Formel 1.
I øjeblikket stiger temperaturen omkring et navn, de færreste kendte for bare en måned siden - nemlig Isack Hadjar.
Den 20-årige franskmand har på blot tre løb formået at sætte sig i respekt - og måske også på Red Bulls radar, hvis teamet endnu engang skulle få lyst til at rokere rundt.
Det skriver Formula1.
Hadjar blev kastet ind i Formel 1-cirkusset med hovedet først og startede med et mindre heldigt styrt under formationsrunden i Australien.
Siden da er det gået stærkt både på banen og i karrieren.
Han sikrede sine første point i Japan, hvor han efter en solid indsats kørte i mål som nummer otte, hvilket bestemt ikke er dårligt for en rookie.
Red Bull har allerede rystet posen i år, da Liam Lawson blev skiftet ud til fordel for Yuki Tsunoda.
Netop Tsunoda leverede en lidt lunken debut i Suzuka, hvor han endte med en 14.-plads i kvalifikationen og en 12.-plads i løbet.
Så hvad siger Hadjar, hvis der pludselig bliver ringet fra Red Bulls hovedkvarter?
"Selvfølgelig. Det er Red Bull. Det er det store hold," siger den unge franskmand ifølge Formula1 og tilføjer:
"Selvom jeg ikke er det, vil jeg sige, at jeg er klar."
En, der allerede virker overbevist, er Red Bulls motorsportsrådgiver, Helmut Marko. Han var ikke nærig med roserne efter Hadjars præstation i Suzuka.
"Jeg har været imponeret siden første gang, han hoppede i bilen. Hans hurtighed overraskede os alle, men også den kølighed, han viste," sagde den ældre rådgiver.
Fodbold
Tennis