Haas overvejer Formel 1-veteran som afløser for Nico Hülkenberg
Af: Nicolai Busekist
|
01/06/2024 11:29
Mest læste i dag
Forleden blev det bekræftet af Haas, at Nico Hülkenberg forlader holdet efter denne sæson. Den tyske racerkører har underskrevet en aftale med Sauber, der holder ham i Formel 1 de næste par år.
Den 36-årige tysker vil derfor også være en del af holdet, når det bliver overtaget af Audi. Det sker forud for 2026-sæsonen, hvor de nye regler træder i kraft.
Dette har naturligvis betydet, at Haas skal finde en afløser for Hülkenberg, men det haster næppe. Det amerikanske hold har fortsat god tid, og har flere potentielle kandidater at vælge mellem.
Ifølge Auto Motor und Sport er der flere potentielle kandidater for Haas, men Oliver Bearman skulle være deres foretrukne valg.
Hvis det skulle vise sig, at den blot 18-årige brite 'ikke lever op til forventningerne', vil de se i en anden retning. Derfor er han under pres, da han er nødt til at præstere i Formel 2 samt i sine FP1-sessioner i løbet af sæsonen.
Det har været en svær start på sæsonen for briten. Han ligger nummer 19 i den samlede stilling med to point. Derfor er det bestemt ikke sikkert, at han kan gøre sig fortjent til en plads i Formel 1.
En mulig løsning for Haas er Valtteri Bottas i, hvad der kan være et utilsigtet 'bytte' med Sauber, skriver Auto Motor und Sport. Hülkenbergs skifte betyder, at mindst en af Bottas eller Zhou vil blive ofret til næste sæson.
Da Audi stadig jagter Carlos Sainz, er der en mulighed for, at begge mister deres sæde. Bottas kan bringe masser af erfaring til Haas, da han har vundet 10 løb i sin tid hos Mercedes.
Medier skriver også, at Alpine-duoen Pierre Gasly og Esteban Ocon ikke er afskrevet. Begge kørere er Grand Prix-vindere, og deres kontrakter udløber efter denne sæson.
Gasly og Ocon kan kun være frustrerede, da Alpine har taget et stort skridt i den forkerte retning i denne sæson. Derfor er det ikke udelukket, at de begge har interesse i at finde et nyt hold.
Selvom et sæde i 2025 ikke er garanteret, ser Bearman bestemt ud til at være favoritten hos Haas. Med andre ord, så er hans fremtid i hans hænder, da det bliver hans præstationer, der afgør beslutningen i sidste ende.