Danske Kevin Magnussen starter som nummer 14 i Australiens Grand Prix, der køres tidligt søndag morgen dansk tid.
Magnussen klarede sig bedre end sin holdkammerat, Nico Hülkenberg, men Q2 blev endestationen for danskeren lørdag morgen dansk tid.
Han var meget tæt på ikke at komme videre fra Q1, men det gjorde han på yderste mandat. Det gjorde det muligt for ham at sætte en ny tid, som rykkede ham en plads frem, så han starter som nummer 14.
Efter kvalifikationen udtalte han, at han havde en drøm om at overgå bilerne fra Sauber og Williams, men sådan skulle det ikke gå.
"Jeg drømte lidt om at komme foran Sauber og Williams-holdene, men det skulle vi ikke lykkes med," siger sagde efter kvalifikationen til Viaplay ifølge Ritzau.
På trods af dette, så syntes han, at han fik det bedste ud af det. Det er nemlig ikke nogen hemmelighed, at Magnussen ikke ligefrem sidder bag rattet i den hurtigste bil på banen.
"Jeg synes, at jeg kørte nogle gode omgange og fik det bedste ud af det, så det er nok bare, hvad vi er i stand til lige nu," lød det fra danskeren.
Hülkenberg kunne ikke helt følge med sin danske holdkammerat, hvorfor han måtte køre sin bil tilbage til garagen efter Q1. Han starter dog som nummer 16, hvorfor han ikke har langt op til Magnussen.
Søndagens løb starter kl. 05.00 dansk tid, hvorfor man skal tidligt op, hvis man har et ønske om at følge Magnussen i Australien.