Kevin Magnussen afslører: Var ikke overrasket
Af: Nicolai Busekist
|
05/07/2024 14:46
Mest læste i dag
Som det er tilfældet stort set hvert år, så har der igen været et væld af rygter i Formel 1 i denne sæson. Det er dog værd at bemærke, at sæsonen kun er halvvejs, hvorfor der kan ske meget endnu.
Men selvom der er god tid til, at resten af sæsonen er overstået, har Haas allerede fået styr på én af deres kørere til den kommende sæson.
Det amerikanske hold har nemlig bekræftet, at de har skrevet kontrakt med Oliver Bearman. Dermed kommer han til at overtage den bil, som Nico Hülkenberg efterlader sig, når han efter denne sæson skifter til Sauber.
Torsdag blev det afsløret, at den unge brite havde skrevet under på en flerårig aftale med Haas. Der har været rygter om det i lang tid, men det er først nu, at der er kommet noget officielt ud. Og for Kevin Magnussen er det da heller ikke kommet som den store overraskelse.
"Jeg har mere eller mindre vidst det i fire måneder, så det var ingen kæmpe overraskelse. Altså, det har ikke været besluttet i fire måneder, men jeg vidste, at det ville ske. Så ingen nyhed for mig," lød det ifølge Ekstra Bladet fra den danske racerkører forud for Storbritanniens Grand Prix.
Den 31-årige dansker har dog ikke haft det store med den 19-årige Bearman at gøre. De har enkelte gang mødt hinanden og talt sammen, da den unge brite har kørt fredagstræninger for Haas.
Ferrari har et mål om, at Bearman skal have lov til at udvikle sig hos Haas, så han én dag kan tage over efter Lewis Hamilton. Magnussen har til gengæld ikke styr på sin fremtid, da der er en del rygter om, at han bliver nødt til at forlade Formel 1.
"Der foregår en masse ting, og du skal se på dine muligheder og tage alt under overvejelse. Personligt fokuserer jeg stadig på F1, selvom der naturligvis udenfor også er interessante muligheder," sagde han.