Kevin Magnussen sætter ord på ny skuffelse
Af: Nicolai Busekist
|
22/07/2024 08:50
Mest læste i dag
Der er ingen garanti for, at Kevin Magnussen er en af de 20 kørere, der får lov til at sidde i en Formel 1-bil i næste sæson. Det er nemlig blevet bekræftet, at han ikke har fået forlænget sin kontrakt hos Haas.
Det betyder, at han er nødt til at imponere i en sådan grad, at et andet hold vil satse på ham. Der er foreløbig ledige pladser hos Williams, Alpine, RB, Sauber og Mercedes. Magnussen er dog næppe i spil til alle pladserne.
Søndag var endnu en skuffelse for den danske racerkører, der ikke kunne sikre sig point. I de foregangne to løbsweekender er det blevet til 20 point for Haas, men ved Ungarns Grand Prix blev Haas igen revet ned på jorden.
Hverken Magnussen eller hans tyske holdkammerat Nico Hülkenberg kunne forlade Ungarn med point. På lige fod med flere andre hold, var de meget udfordrede af de høje temperaturer og dækslid.
Det var dog ikke det eneste, der var med til at hæmme Haas og deres VF-24. De mistede nemlig en masse fart, fordi Hungaroring er en bane, der stiller krav om en masse downforce - og det er bilen ikke i stand til at levere.
Magnussen har derfor ikke meget positivt at se tilbage på fra turen til Ungarn. Faktisk er det kun hans første omgang, hvor han vandt fem positioner, som er værd at skrive hjem om.
"Jeg kom op som P10 i det første stint, men så blev vi både 'overcuttet' og 'undercuttet' af andre. I sidste ende havde vi ikke farten til at køre med i top ti i dag," sagde Magnussen ifølge Ekstra Bladet.
"Jeg føler, vi skulle have gjort det bedre i går (i tidtagningen, red.), men det så ud som, at farten i løbet manglede."
Haas kan dog bryste sig af at have skabt en racer, der var i stand til at opnå den højeste topfart i Ungarn på grund af den manglende downforce. De håber derfor på, at de bedre kan udnytte det på Spa, hvor Formel 1-feltet skal køre i næste uge.