Kevin Magnussen var den sidste til at prøve det i Formel 1: Inden længe kan Max Verstappen blive den næste
Af: Emil Martesen
|
29/04/2025 07:48
Mest læste i dag
Når man siger A, må man også sige B – og i Formel 1 betyder det, at man skal holde sig inden for stregerne. Bogstaveligt talt. Stewards har længe uddelt strafpoint til kørere, der træder ved siden af reglerne, og hvis man samler 12 af slagsen på et år, kan man se frem til en ufrivillig pause fra banen.
Den sidste til at få den lidt tvivlsomme ære var danske Kevin Magnussen, men nu ser det ud til, at Max Verstappen måske bliver den næste i rækken.
Sidste år blev Magnussen den første kører i nyere tid, som blev tvunget til at se på fra sidelinjen, da han ramte det berygtede maksimum på 12 strafpoint.
Det skriver mediet motorsport.com.
Danskeren måtte dermed stå over i Aserbajdsjans Grand Prix, og Oliver Bearman fik chancen som hans vikar hos Haas.
Magnussens eksempel står stadig klart i hukommelsen hos mange, som en advarsel om, hvad der kan ske, hvis man ikke kan holde fingrene fra kollisioner og småfejl på banen.
Verstappen balancerer på kanten
I dag er det ingen ringere end den regerende verdensmester Max Verstappen, der nærmer sig det røde felt.
Med otte strafpoint på licensen ligger hollænderen i spidsen af feltet – i hvert fald når det handler om at være i farezonen.
Verstappen har samlet sine point med jævne mellemrum: To for en kollision med Lando Norris i Østrig, yderligere to for at tvinge samme Norris af banen i Mexico, og flere mindre forseelser i Brasilien, Qatar og Abu Dhabi. Sidstnævnte var en hård tackling mod Oscar Piastri, som dommerne betegnede som 'en lidt for optimistisk overhaling'.
Andre kørere tæt på kanten
Men Verstappen er ikke alene om at leve livet farligt i Formel 1.
Racing Bulls-køreren Liam Lawson følger tæt efter med fem strafpoint for forskellige kollisioner, mens mesterskabsleder Oscar Piastri har samlet fire point - ikke just idealet, når han kæmper om titlen.
Uanset hvad, bliver det spændende at se, om Verstappen kan holde sig fra yderligere ballade, eller om Magnussens rekord snart får selskab af endnu en prominente kører.