Max Verstappen reagerer på Red Bull-bombe: Ser enormt dramatisk ud

Af: Nicolai Busekist

|

03/05/2024 10:24

Red Bull har været en del i fokus i starten af denne Formel 1-sæson, hvilket der har været flere årsager til.

Mest læste i dag

Red Bull kommer til at se sig om efter en ny mand til at stå i spidsen for deres tekniske afdeling. Det skyldes, at stjernen Adrian Newey har afleveret sin opsigelse, og derfor stopper på holdet efter denne sæson.

Det har ført et væld af rygter med sig. Blandt andet har der været forlydender om, at Toto Wolff skulle forsøge at kapre både Newey og Max Verstappen. Skulle det vise sig at være sandt, vil det være en sand bombe i Formel 1-verdenen.

Hidtil har der været stille fra Verstappen, men nu har den hollandske verdensmester valgt at tage bladet fra munden. Det sker på et pressemøde forud for Miamis Grand Prix, som bliver afviklet denne weekend.

Her slog han fast, at Neweys opsigelse ikke kommer til at have betydning for, om han vil genoverveje sin plads på holdet. Om det er helt sandt, er svært at sige, da Newey har spillet en stor rolle i de mesterskaber, han har vundet.

Hollænderen havde naturligvis helst set, at den 65-årige Newey blev på holdet. Det ønske har han ikke fået opfyldt, men alligevel mener han, at nyheden er blevet blæst ud af proportioner.

"Udefra ser det enormt dramatisk ud, men hvis man ser, hvad der egentlig foregår inde på holdet, er det slet ikke så dramatisk," sagde han på pressemødet ifølge Ritzau.

Han forklarede også, at Neweys rolle har ændret sig med tiden. Derfor har han også fortsat tillid til den tekniske afdeling hos Red Bull.

"Jeg har stor tillid til holdets tekniske afdeling, som også uden Adrian er utroligt stærkt. Det har de også vist de seneste år med, hvor konkurrencedygtig vores bil er," lød det fra ham.

Han benyttede også muligheden til at afvise den seneste tids rygter om, at Mercedes forsøger at lokke ham med en stor kontrakt. I denne forbindelse slog han fast, at han ikke kommer til at acceptere en ny kontrakt kun for pengenes skyld.