Max Verstappen tager bladet fra munden: Her deler han opsigtsvækkende melding

Af: Emil Martesen

|

17/03/2025 14:17

Formel 1
Foto: Lars Baron/Getty Images
Foto: Lars Baron/Getty Images
Max Verstappen tager bladet fra munden.

Mest læste i dag

Det hører til sjældenhederne, at Max Verstappen er tilfreds med en andenplads.

Men efter weekendens hæsblæsende sæsonåbner i Australien kunne hollænderen ikke gøre andet end at trække på skuldrene og anerkende, at McLaren denne gang havde et stærkere tempo.

Det første løb i Formel 1-sæsonen blev nemlig en sand gyser, hvor regnvejr satte en kæp i hjulet på mange af kørerne. Længe så det ud til, at McLaren ville sikre sig en dobbeltsejr, men et dramatisk afslutningsløb ændrede på spændingen.

Oscar Piastri måtte trække sig tilbage mod slutningen og endte på en 8. plads, mens Lando Norris, der ellers havde styr på løbet, kortvarigt tabte føringen til Verstappen.

Hollænderen måtte dog selv i pit, og Norris kunne generobre sin position. På de sidste omgange bed Red Bull-stjernen sig fast i DRS-zonen, men han formåede ikke at smutte forbi briten.

"Det var sjovt – men McLaren var hurtigere"

Selvom han måtte nøjes med andenpladsen, tog Verstappen det med ophøjet ro.

Han roste McLaren for deres stærke fart og glædede sig over de 18 vigtige point, han fik med sig - især fordi han sidste år måtte udgå i Australien og gik tomhændet derfra.

"Det var et hårdt løb, men i sidste ende var det sjovt. Lando tøvede lidt i sving 6, hvilket kostede ham momentum, og derfor kom jeg tæt på og fik DRS. Men det er meget svært at overhale her. De sidste omgange var fede, og det er altid godt, når man kan kæmpe til det sidste. Man kunne se i den første del af løbet, at vi manglede lidt fart i forhold til McLaren. Men vi fik 18 point mere, end vi gjorde her sidste år, så det tager jeg med", sagde Verstappen ifølge mediet f1.com.

Mercedes overrasker – Ferrari skuffer

Mens Red Bull måtte tage til takke med en andenplads, var der glæde hos Mercedes-lejren.

George Russell tog sig af tredjepladsen, mens den unge Kimi Antonelli imponerede ved at slutte som nummer fire - dog efter en appel, der ændrede hans oprindelige femteplads.

Hos Ferrari var stemningen langt mere trykket, da Charles Leclerc måtte nøjes med en 7. plads, mens Lewis Hamilton kun akkurat skrabede et enkelt point sammen på 10. pladsen.

Kina venter

Nu rettes blikket mod næste uges kinesiske Grand Prix, hvor sæsonens første sprintløb skal afvikles.

Efter tre års fravær vendte Shanghai-banen sidste år tilbage på kalenderen, og dengang var det - ikke overraskende - Max Verstappen, der løb med sejren. Spørgsmålet er, om han kan gøre det igen, eller om McLaren fortsætter med at udfordre Red Bull i kampen om podiepladserne.